Diaréens Dilemma

- af gæsteskribent Picu von Clausevits, cand.alt. i fæceologi

- spoileralert: Bør ikke læses lige inden pinse-frokosten!


Denne artikel behandler den stærke lidelse, som diaré - især kronisk diaré - forårsager, modgår diverse doktor-dogmer og såkaldte hvide løgne til aftørring på patienterne, samt kommer med nogle gode råd til at stoppe, så at sige, selvskadeligt psykosomatisk selvsving. Artiklen bygger på indgående studier af fænomenet tilsat rigelige mængder af personlig erfaring.


Myldrebæens mysterium
Stort set alle mennesker med 1 stk. anus kender til det: Man vågner, men kroppen er stadig søvnig, så man når lige at tage en kop kaffe, før det bryder løs. Frem for kysse kæresten farvel og styrte af sted, evt. med et barn eller to under armen og en hund i snor, skal man derud - igen. For det morgenlige har man jo ordnet, men så kommer 'det løse', og det fortsætter og fortsætter og fortsætter. Det bliver tyndere og tyndere, mens tarmen trækker sig sammen i smerte, og alskens nuancer af sort, brunt, gult og offwhite samt evt. sågar grønt og rødt stormer ud af én.

Heldigvis er det for de fleste de fleste gange en enkelt dags eller evt. to dages tab af arbejde, energi og utallige kilo i potten. Man har spist noget, som man ikke kan tåle - enten fordi man har en allergi eller intolerans, eller fordi maden var smækfyldt med bakterier eller en persons infektion. Det bør man ikke bekymre sig om, straks strømmen starter. For diaré er i første omgang en sund reaktion: Den er en af menneskekroppens måder at skaffe mennesket af med et problem på!

Det er først, hvis diaréen bliver til kronisk diaré, defineret som diaré i mindst fire uger, og man begynder at få stress og evt. andre psykiske problemer pga. selvbebrejdelsene over sin uproduktive tilstand i alle andre henseender - og hvor man måske sågar bliver bange for sin bag, og hvad der kan ske i bukserne selv under den korteste transport eller et ellers hyggeligt møde eller selskab - at man så at sige står i lort til halsen!


Visse lægers typiske munddiaré
Der er ingen grund til at besøge lægen, og man kan heller ikke, fordi man ikke kan komme af tønden! Ring evt. og bed om råd - efter nogle dage. Lægen er en travl m/k med patienter myldrende til sit kontor med alskens problemer, som han/hun også kun kan - og i visse tilfælde bør - løse brøkdele af. Samtidig trækkes lægen i og begrænses i sine muligheder fra alle sider af såkaldte sundhedsmyndigheder, medicinalindustrien, apotekere, lægeforeninger og andre aktører, så vedkommende til tider må føle sig som i 'åndelig benlås'!

Så han/hun "kigger ikke lige forbi", med eller uden næseklemme. Og skulle man endelig have verdens sødeste læge, så dukker vedkommende op med gummihandsker og ansigtsmaske og prøver at berolige en med, at det er overstået, før man kan finde ud af, hvad der er galt. Og det har lægen ret i, i hvert fald så længe diaréen står på i højst en uges tid med varierende styrke.

Hvis skidtet derimod fortsætter ud over en uge og/eller bliver værre, så må man spænde balderne sammen og gå op til lægen på en aftalt tid og efter at have sikret sig, at lægens konsultation har mindst et behageligt sted, som vi fra latin kender som lokum.

Nogle læger kan dog allerede her forsøge at overbevise en om, at problemet ikke sidder forneden, men foroven i hjerneregionen Det betyder blot, at de ikke orker endnu en patient, som de ved de vil ende med ikke at ane, hvordan de skal hjælpe. Denne 'forklaring' vil med 99,9% sandsynlighed dukke op før eller siden, hvis problemet fortsætter og bliver til en selvsvingende proces, men man skal ikke lade sig spise af med den! Ikke før alle fysiske mulige årsager er undersøgt, og selv da vil det stadig være spørgsmålet, om angst og stress eller diaréen er hønen eller ægget. En forgiftning kan sagtens forsvinde, men diaréen fortsætte.


Den seriøse læge
Er den praktiserende læge både samvittighedsfuld og i stand til at holde nævnte sundhedsdæmoner i ave, vil han/hun spørge én ud, evt. studere diverse skader på anus med to lag gummihandsker og så udlevere nogle små beholdere, som man skal fylde op med nogle få ekskrement-eksempler vha. en is-ske og sende ind til et centralt laboratorium, hvor man dyrker videre på prøverne for at se, om de indeholder en af de kendte og typiske bakterier eller infektioner.

Gør de det, udskriver lægen et antibiotikum, fordi han/hun nu er sikker på, at det gør med gavn end skade, og fordi lægen nu ikke får på puklen af Sundhedsstyrelsen for at ødelægge Danmarks fine statistik ifm. bekæmpelse af multiresistente bakterier ved overdreven brug af netop antibiotika. Tør den danske læge alligevel ikke, skal man rejse eller ringe til en læge i et EU-naboland, hvor de har en håbløs statistik og bare vil hjælpe mennesker i nød hurtigst muligt.


De dygtige læger
Er de små prøver negative, mens skidtet stadig kommer i stride strømme, bør man henvises til en gastroenterologisk afdeling - altså til et sted med specialister i mavens mysterier. De undersøger én dels ved at bede om flere hele døgns resultat i store beholdere, der deværre ikke er ganske lugttætte, og døgnresultaterne studeres så, som afføringen fra middelalderfyrster blev det.

Dertil undersøges, om man har en fødevareallergi, f.eks. mod mælkeprodukter og gluten. Det gør man ved at udsætte patienten for en af disse ting ad gangen og have helt styr på alt andet, patienten indtager. Det tilrådes at deltage i denne behandling, der kan spare én for mange sorger, og man kan hjælpe, hvis man vil eller synes, at processen er noget langsommelig. Man kan drikke to liter mælk eller spise blot boller med ekstra gluten i en hel dag - hver, så har man en temmelig god indikation på, om den slags er problemet ...

Derefter vil mavelægerne stikke slanger op i en nedefra og ned i en oppefra - dog ikke med samme slange - for at danne sig et overblik over tarmen, se og tage billeder af diverse tarmskader samt evt. bortoperere dem. I sidste ende, om man så må sige, gælder det om at udelukke tarmkræft, og man skal være overordentligt glad, når lægerne endelig forkaster den dystre diagnose.


Virkelighedens psykosomatik
Når en halv hær af sundhedspersonale og man selv konstant roder med tarmen og i tarmen, så bliver tarmen selvfølgelig irriteret, og problemet bliver efterhånden værre og værre. Samtidig vil der hos alle normale mennesker opstå angst og stress over situationen. Altså alle normale mennesker, der har problemet - ikke hos lægerne, for andres problemer er jo altid lette at løse eller bortforklare, som Shakespeare vist nok var den første til at påpege.

Som regel bliver det til et gensidigt forværrende problem, hvor fysiske og psykiske problemer interagerer i en kompleks spiral, der kun fører nedad. Dette er den rigtige betydning af begrebet "psykosomatisk svaghed", men mange læger mener i virkeligheden, at problemet sidder i hovedet, når de bruger det ord. Det samme gælder diagnosen "colon irritabile" - irritabel tyktarm, som ellers lyder som en rigtigt fysisk lidelse, hvad den også er - blot ikke for læger som vil af med én som patient, og som derfor tyr til en løsning, der er en pendant til, når man på mindst 25% af alle dødsattester skriver, at patienten døde af "hjertestop" ...

Enhver diarétiker bør hårdnakket afvise at lade sig henvise til en psykiater, også efter at alle alvorlige fysiske diagnoser er blevet udelukkede, og insistere på symptomhjælp i stedet. Har man i den svære proces oplevet en lydhør praktiserende læge og ditto mavespecialist, bør man knytte dem så sæt til sig, som de tør! Dem skal man både tale med og lytte til, og frem for alt skal man få dem med på, at der også stadig er en fysisk side ved det psykosomatiske syndrom - også selv om det oprindelige fysiske problem som ukendt forgiftning eller en dysfunktion er forsvundet, og der 'blot' er "reaktive forandringer" tilbage i tarmen, og at man skal hjælpes med den med gode råd og fornuftig medicin.


Hvis man går til hovedet, ender man på røven
Når man så vidt muligt skal undgå psykiatere, hvis lokummet så at sige ikke brænder på en tydelig psykisk måde og er en helt selvstændig sygdom, skyldes det, at psykiatere lever af psykiatriske patienter og ofte lever for de kurser på eksotiske tropeøer, som medicinalindustrien bruger til at fortælle om sit seneste nye og ekstremt dyre præparat. Selv om behandlingen kan koste op til en kvart million om året forkender Lægemiddelstyrelsen straks denne form for lægemiddel, og først år senere indrømmer man, at det feder mindst 25% af patienterne op i en sådan grad, at man bliver syg alene af det og ender med bl.a. diabetes, den stille dræber - eller hjerteslag, den kvikke dræber.

Samtidig er alle i psykiatrien besat af psykisk sygdom og/eller svaghed, og de ser den alle steder, blot ikke hos sig selv! Kun hvis ægte venner anbefaler en at søge psykologisk hjælp, fordi man tydeligt er alvorligt paranoid, sindsforvirret, forstyrret eller depressiv, bør man følge rådet. Men bed så om en psykolog - de må ikke udskrive piller, men prøver at helbrede eller lindre ved forskellig terapi.


Hvad må der gøres?
Som sagt skal man bede den gode læge om hjælp - og har man været hele møllen igennem, så har man statistisk set ikke kunnet undgå at møde en af de gode læger, der trods alt findes. Et første middel, som enhver mavelæge anvender, er fiberkoncentratet Husk, der som naturlægemiddel naturligvis ikke får offentligt tilskud takket være Lægemiddelstyrelsens dogmatik og regeringens nedskæringer.

Et andet oplagt middel er Kodein, der er let smertestillende - også mod mavesmerter, og som virker stoppende. Skulle man have 1 eller 17 andre skavanker med smerte tilknyttet og dårligt tåler f.eks. Ibuprofen - der netop er kendt som Mavebøvlets Mester - kan man kombinere Kodein med Paracetamol. F.eks. i Storbritannien sælges Kodein som kombipiller netop sammen med paracetamol under navnet "Kodamol", fordi de to sammen har en ekstra god synergi og smertestillende effekt.

Her vil en praktiserende læge eller ti måske stejle, for det står i hans grønspættebog og cirkulærerne fra Lægemiddelstyrelsen, at Kodein er et opiat, altså et kemisk produkt med en vis relation til morfin og den opium, som morfin laves af. Derfor kan Kodein være vanedannende, og i den rene teori kan man blive høj af det. Pointen er blot, at Kodein har lige så meget at gøre med morfin, som vor statsministers kone har at gøre med Kevin Bacon!

I følge teorien om "Six degrees of Separation" har alle mennesker på kloden en eller anden relation til hinanden, men som regel er den så fjern, at man roligt kan gifte sig og få børn sammen. Kodein er så i øvrigt et restprodukt, en slags 'medicinens studenterbrød', hvor man koger alle rester sammen fra produktionen af rigtigt stærke smertestillere og laver piller af sammenkoget.

Ydermere gør Kodeins smertestillende effekt, at ens åndedræt bliver totalt lammet, før man bliver bare en smule høj af skidtet. Kodein uden den effekt hedder Dexofan, som Lægemiddelstyrelsen lod sælge i håndkøb i mindst fem år, før en avisartikel fik dem til at gøre det præparat receptpligtigt, selv om man netop her kan blive "psykotisk" uden at risikere at blive kvalt. Man kan altså roligt spise Kodein, dog højst 200 mg pr. dag og en ad gangen - og dets effekt som smertestiller og især som 'bagstopper' falder meget langsomt over ret mange år, hvilket i øvrigt taler imod teorien om stor vanedannelse.

Derimod må det på det stærkeste frarådes at bruge diverse 'rigtige stoppemidler' som f.eks. Loperamid (Imodium). Her falder effekten meget hurtigt, og før man ved af det, skal man spise 15-20 stk. (= kr. 100) for at kunne klare en transport eller et møde på blot et par timer. Derudover er der naturligvis heller ikke tilskud fra Lægemiddelstyrelsen til Imodium, selv ikke hvis lægen udskriver recept på det.

Bekost selv én pakke Imodium om året, og brug kun skidtet ved helt særlige lejligheder, hvor så 2-4 piller kan gøre underværker. Det samme gælder paraghurt og andre yoghurtpiller: De lindrer men stopper ikke og er dyre, så køb 100 pr. år og brug dem i særlige situationer. Kan man lide yoghurt eller A38 - og skummetmælks-varianterne er faktisk bedst mod diaré - så spis noget mere af det, både som morgenmad og dessert samt dressing.


Ingen løftet pegefinger nogen steder
Endelig kommer vi til de såkaldte "livsstilsråd": Man bør spise sundt, men helst have det sjovt samtidig. Så nej, det er ikke den sædvanlige "det er din egen skyld, din lille uansvarlige lort"-tankegangen, som ellers ofte hørmer omkring et sådant udsagn i den offentlige debat og sundhedsmyndighedernes formaninger. F.eks. må man som diarétiker netop ikke spise for meget frugt og grønt. Altså "seks om dagen", ikke mindre og slet ikke mere. Frugt og grønt smager godt og giver vitaminer og tager plads fra fødevarer, der kunne fede, men diarétikere må ikke få for meget af især de 'lette' produkter, som drøner gennem kroppen på 12 timer.

Til gengæld skal man spise fiberrigt og groft. Her er f.eks. rodfrugter, gulerødder, bananer og kartofler rigtig godt grønt, selv om de mest indeholder stivelse, men i det mindste er det "komplicerede kulhydrater", og dem bruger maven længere tid om at fordøje. Æbler og druer kan derimod lindre lette mavesmerter og gør ingen større skade i moderate mængder.

Derimod kan man stort set ikke få for meget (inden for en rimelig kaloriegrænse!) af brød, pasta og ris med højt fiberindhold, og det er i øvrigt også sundt ift. fedme. Dejligt rødt eller gennemstegt kød i fornuftige og fisk i gode mængder er helt fint. Derimod er "kernegrovbrød" ikke nogen god idé, medmindre man tygger hver bid en halv time, eller kernerne er valsede, subsidiært meget blødgjorte. Kerner er ikke fibre, men de kan blive det ved at blive valsede (eller 'opløst'), som de f.eks. er i almindeligt rugbrød og havregryn og de nye fiberbrødsvarianter.

Endelig er der motion. Men den skal være moderat - og det er den jo også nødt til, ikke? Motion er lotion for tarmen. Man forbrænder bedre sin mad, og man fremmer afføringen, men man får også mulighed for at gøre den regelmæssig. Man bør spise lidt mad ofte, og ikke meget mad sjældent, og så bør man have så faste vaner som muligt. Ro, orden og regelmæssighed giver varmen, og det glæder også tarmen !


Modtræk mod psykosomatisk selvsving
Et særligt problem er selvfølgelig stress og angst, og de bliver mildt sagt ikke mindre af, at man aldrig føler sig sikker på, om man nu skal slå en prut, eller der kommer 'løbesod' eller totalt koks i kulissen ... Det er ikke lige den tale, mor glæder sig til på sin 65-års fødselsdag, eller den surprise-dessert værtinden havde planlagt!

Men man kan faktisk få nogenlunde styr over det. Når man endelig har fået studenterbrødsdiagnosen "colon irritabile" og dermed kan være lykkelig over, at man 'kun' har diaré, så skal man arbejde med den både fysisk og psykisk. Det langsigtede fysiske arbejde er beskrevet ovenfor, og nu tager vi fat på at "gøre minus-dage til plus-dage", som en tampon-reklame engang kaldte det.

I en kort periode, måske et par måneder, har man brug for en krykke eller to, og det får man ved, at lægen giver en et beroligende middel, som man kun tager, når angsten bliver for meget. Er lægen ikke samarbejdsvillig, køber man en flaske spiritus til nogenlunde samme pris som pillerne, men man tager kun en 1-centiliters drink efter behov og højst fire gange om dagen. Piller er her bedre, dels fordi man ikke bliver en anelse beruset, men især fordi 40% spiritus får maven til at trække sig sammen, så i første omgang kan man få behov for en ekstra tur på tønden, men det fortager sig. Og når man har fundet ud af det, bruger man krykken til at komme til at gå igen.


Vind og vejr må ha' sin gang!
Der er ulemper ved alt, også gode sager. Husk er ren fiber, og man skal starte langsomt med både det og Kodein og andet. Det samme med at øge fiberindholdet i maden. Ikke desto mindre vil man især i den første tid få luft i maven, og det skal ud! Ellers kan man få mavekneb og det, der er værre.

Men tænk lige på, hvor godt det egentlig er. Før turde man ikke prutte, fordi man ikke anede, hvad der kom med ud. Nu kan man starte sit eget biogas-anlæg og få varme gratis!

Naturligvis bør man så vidt muligt gå afsides, enten udenfor eller på WC, og så til gengæld nyde både brag og bralder ... Men skulle der slippe en ud i venners lag, så smiler man bare som min søde gamle mormor og henviser til det ældgamle danske ordsprog ovenfor, mens man høfligt tilbyder at åbne vinduerne.

Som Sebastian næsten synger i sit gamle hit Du er ikke alene: 'Og mærker du en prut, så bliv ikke bange - du ved, hvorfor den kom !' Måske kan man endda få sine venner med på en pruttekonkurrence - der er intet bedre til at binde folk sammen ...


Der findes ingen sidste pølse!
Det er fristende at sætte sig derude, og nogle folk tager avis / PC, kaffe og en håndmad med! Det er okay i begyndelsen - skidtet skal jo ud, og det kan tage sin tid. Det, som man for alt i verden ikke må gøre, er at presse. Man skal jo ikke føde børn, vel? Og det allerværste er den der forræderiske tanke om, at "hvis jeg lige kan få den sidste pølse med, så kan jeg klare transporten eller tiden til første pause".

Men der er altid en pølse til - og en til. Mennesket er 48 timer om at fordøje sin mad, især kraftig og sund kost, så man skal altså sidde på tønden i mindst to dage, før det hele er kommet ud - og i den tid må man ikke spise noget som helst og skal drikke så lidt som muligt og kun vand med lidt salt og sukker. Derefter kan man så starte forfra igen med at spise og det deraf følgende. Endelig betyder alt presseriet, at man gør tarmen endnu mere irritabel! Den blive så at sige skidesur ... Det er ødelæggende såvel på kort som på lang sigt.

I stedet bør man lægge i kummen, hvad man har i røret, stille og roligt på allerhøjst et kvarter. Så rejser man sig og går lidt omkring og laver nogle få knæløftl eller børster tænder, mens man smådanser. Derefter sætter man sig igen, og nu prøver man at tisse. Man presser let, som man gør for at tisse, og kan man tisse, uden at der kommer noget ud af det andet rør, så er man færdig de nærmeste timer. Og ja, d'herrer! Man skal sidde ned ved den slags urinering - det er pointen. Derimod tilrådes det alle - også damerne - at stå op, hvis man er diarétiker og vil være nogenlunde sikker på at kunne tisse uden yderligere påtale.


Papir skal man ikke skide på
Efterhånden som man får det bedre, kan man nøjes med at lave stort den ene gang om dagen. Før dette Nirvana kan der godt gå noget tid, og man kan behøve at komme på das nogle gange i løbet af dagen. Og hvad så? Det gør masser af mennesker, og antallet af gange vil stille og roligt gå nedad, hvis man hele tiden følger opskriften ovenfor. Men hvis man skal af med sagerne ti eller flere gange i begyndelsen, så er der endnu en gene for tarmen: WC-papiret! Papir tørrer slimhinder ud og gør dem netop irriterede. Drop det - eller brug det til at skrive noter på.

I sydligere lande har man bidét, og det burde vi også have. En lunken vandstråle, der skyller det sidste skidt væk, er langt at foretrække. Men det har vi altså ikke tradition for i Danmark. Er der en håndbruser på toilettet, kan man bruge den - men husk at smide bukser og strømper helt! Ellers er der to muligheder: Fingrene eller bløde engangsvaskeklude, gerne 'halve', tilsat lunkent vand, men ingen sæbe som også irriterer tarmen.

Der skal være tale om en let vask, hvor man højst kommer ca. 1 cm op i selve endetarmen. Det er jo ikke analsex, det her! Og hvor fornøjeligt analsex end er, må det anbefales, at man bliver ret velfungerende i tarmen, før man prøver den slags (evt. igen) - især hvis man er "on the receiving end" ...

Endelig: Bruger man flere end fire gange vaskeklude eller fingre, så bør man faktisk søge læge! Overdrivelse er altid af det onde, og man irriterer bare den i forvejen irritable tarm. Køb nogle flere underbukser og vask dem lidt oftere i stedet. Til gengæld anbefales det at vaske hænder efter vasken af anus, især hvis man har brugt fingrene og ofte klør sig på næsen eller læberne, når man tænker ...


Det bagvendte problem
På et eller andet tidspunkt vil alle diarétikere opleve at få "Constipatione Nervosa", altså (nervøs) forstoppelse. Man skal ikke gå i panik over det: Det var jo sådan set målet - operationen er blot lykkedes lidt for godt i den omgang, hvilket er en slags hyperkorrektion – et begreb kendt fra bl.a. sprogvidenskaben. Fortsæt roligt med de faste vaner, også med medicinen, herunder Husk. Alene den moderate motion kan ordne sagen. Ellers brug verdens ældste, letteste og mest naturlige laksativ (afføringsmiddel): Svesker - helst marinerede i rødvin i nogle dage og ca. ti til dessert ved aftensmad tilsat iskold Cheasy Vanille og rødvinsresten, som nu er som sød likør.

Igen skal man lade være med at presse, når man gerne vil lægge sit guldæg - andet end for at tisse som tilrådet. Før eller siden kommer skidtet ud! Husk blot at have et stykke god pap e.l. klar til at skære den sorte stådreng i stykker, så modtageren kan klare den. Man kan evt. sende den ud i portioner, mens man med toiletbørsten holder på resten af produktionen til (de) næste skyl. Pap og vaskesklude skal ikke i kummen, men i skraldet, og genbrug kan ikke tilrådes.

Begynder forstoppelse at blive et fast problem - hvis man vil undskylde den formulering - så er det tid langsomt, langsomt at drosle ned på medicinen, først Husk og siden Kodein.


Når enden er god ...
Tillad mig slutteligen at slå to udbredte myter ihjel:

1. Kaffe giver ikke diaré! For meget kaffe især på én gang kan give diaré, og kaffe kan forværre allerede eksisterende diaré. Når man drikker kaffe, bør man derfor følge grækernes gamle råd, som gælder i alle situationer: Alt med måde - og evt. lidt mælk ...

2. Lort er ikke farligt! Hvis man ikke har en forgiftning eller en infektion eller anden sygdom, kan man ligefrem spise sin egen afføring. Man får ikke noget ud af det, fordi afføring jo netop er det, menneskekroppen ikke kunne bruge. Men har man en hund eller kat, kan man give den et lille stykke, fordi dens organisme stadig kan finde føde i vores affald. Spiser dit kæledyr dit lille stykke lort med fornøjelse, er der intet galt med hverken lort eller kæledyr. Pga. lugten tilrådes det dog at børste tænder på sit kæledyr bagefter, især hvis man har tæt kontakt til det ...

Jeg håber, at min redegørelse og mine råd kan være til hjælp, og husk: Du er ikke alene! Masser af mennesker har dette problem, og endnu flere har problemer, der er værre ... I den anledning vil jeg her på falderebet lige henvise til en af mine andre artikler: "Hvordan kvinder tisser, uden at det røde kommer med".


Jeg ønsker læserne go' rectum og god pinse!


Med venlig hilsen
Picu von Clausevits