Lidt spørgsmål efter de to første af 10 afsnit af Forbrydelsen III

Indledning

Lad mig lige slå et par ting fast om, hvorfor jeg skriver dette indlæg:


For det første er alle tre omgange af Forbrydelsen foregået i krydsfeltet  mellem menneskelige grundmotiver som magt (politik), ære (medier), penge, hævn og sex, så hvis nogen har stjålet fra nogen her, er det snarere Borgen, der har stjålet fra Forbrydelsen.

For det andet fatter jeg ikke - og ønsker ikke igen at blive udsat for, at især journalister tror bl.a. pga. sådan et emne som her men også mere generelt, at de
1) kan referere fuldstændig uhæmmet fra selv større blogartikler eller sågar baggrundsresearch uden kildeangivelse (jf. Nyhedsavisen om f.eks. Forbrydelsen 1)?
2) kan anlægge en vinkel for de tyvstjålne pointer, der snarere går imod end med bloggerens intention, nemlig at vælge at anse ethvert spørgsmål som en kritik og ikke netop udtryk for, at Søren Sveistrups flotte arbejde fortjener særlig opmærksomhed og sågar offentlig medleven i form af spørgsmål og analyser, som i hvert fald denne blogger, trods at have set andre bestemt begavede tv-serier, kun har tildelt The West Wing før?


Spørgsmål

Og så til mine små spørgsmål, der forhåbentlig kan bidrage til såvel underholdningen som til at forstå det samlede drama bedre:

Hvad er det for en "gæld", kidnapperen(s bagmand) vil "inddrage"? Er det motivet bag forbrydelsen, vi her får antydet - og hvis der er tale om hævn, kan noget beløb så overhovedet gøre bagmanden tilfreds? Har han(s familie) fået kidnappet et barn, og fulgte Zeeland dengang den "almindelige strategi", der som refereret af Zeuthens assistent Niels Reinhardt går på at 'lege købmand' med en evt. kidnapper for at undgå, at "det fremmer grådigheden" (hvilket der et vist stykke kan være ræson i, fordi en kidnapper kan tro, at han hele tiden kan sætte prisen op og til sidst dræber gidslet)?

Hvorfor torteredes de tre mand i Medeas besætning, og især ham der var i land for at tale med statsadvokaten. Var pornoen en del af torturen (tre mand alene på et skib) eller blot overdøvning af skrig og skrål?

Hvad har de tre sømænd nødtvunget nævnt af vice-statsadvokaten med den nævnte tidligere sag at gøre? Var de tre sømænd mistænkte eller vidner eller sågar kolleger? Og var kun en (ham der fik landlov for at tale med anklageren) eller alle på Medea lig disse sømænd? Hvilket land kom nævnte sømand fra, og hvor han skulle hjem til efter Medea-tjansen, og er dette land det samme som landet for det selskab, der havde købt Medea, men som straks efter gik konkurs?


Hvorfor henleder Niels Reinhardt selv opmærksomheden på, at han var sen til at fortælle om barneplejerskens rapport om en kat lige uden for aikkerhedshegnet? Og hvorfor var han sen til det (travlhed pga. politisk situation og bestyrelsens strategimøde - eller)?


Hvilken rolle spiller prostitutionsmiljøet? Hvorfor sad Robert Zeuthen som en stenstøtte, da det blev nævnt? Og er porno, prostitution og måske endda kidnappede børn kædet sammen? Er der andet end voksen og 'villig' porno på det båndet/ene på Medea?


Hvis PET og Justitsministeriet allerede flere dage før statsministerens besøg i (fri)havnen har diskuteret risikoen for en bortførelse af Emilie, hvorfor angav PET-agent Borch så over for Lund, at det var statsministerens sikkerhed, man var bekymret for ifm. fundet af den dræbte sømand?

Spiller Borch og PET i det hele taget ærligt spil over for kollegerne i politiet? I PET er det som regel den såkaldte "Livvagt-sektion", der tager sig af VIP-sikkerhed - og Sikkerhedsafdelingen har derudover en egentlig "forhandlergruppe" til netop at bistå i forhandlinger med bortførere og terrorister oma., men Borch er fra centeret for National Sikkerhed under PET's operative afdeling. Spiller det nogen rolle, at Sarah Lund har søgt (og fået) en formentlig højtstående stilling som "operativ analytiker" i politi-regi, dvs netop i PET? (Se note 2.)



Sarah Lund

Hvorfor insisterer den unge kriminalassistent på, at Lund skal kalde ham "Juncker", foreløbig 2-3 gange i to afsnit? Er han Sarahs afløser - og endda en 'ung Sarah', og er hendes død den endelige finale på trilogien? Bliver Sarah nødt til at ofre sig selv for at redde Emilie, eller skal hun 'blot' parkeres på en slags 'ikke-aktiv' aftrædelsesstilling som operativ analytiker? (Se note 1.)


Hvorfor vil kidnapperen have Sarah til at aflevere pengene? Kender han til hendes ry og satser på, at hun opsporer hans egen gamle sag? Og/eller er det fordi, at hun med sikkerhed står udenfor, og derfor ikke kan mistænkes for at være i maskepi med diverse konspirationer, der omfatter (som altid i forbrydelsen) politik, sex og (penge)magt?

Derudover er der visse dramaturgiske konventioner, selv om denne krimi er ret modernistisk i sit tilsnit, idet Sarah i hvert af de to første afsnit begår et afgørende svigt (i afsnit 1 modviljen mod at efterspore den dræbte sømand og især at tjekke hans (Medea-)tatoveringer og i afsnit 2 at hun ikke når det angivne tog, fordi hun ser sin søn med sin gravide kæreste). Svigtene sker af såre menneskelige årsager, og netop hvor hendes svigt i sit 'stedmoderligt' behandlede privatliv indhenter hende. Derfor er det naturligt at overveje, om vi her har tragediens standard-begyndelse for Sarahs vedkommende, nemlig protagonistens fejl, der fører til for sen handling og dermed til katastrofe.

Vi kan med nogenlunde sikkerhed antage, at grunden til den særdeles kortvarige rolle i F-III som vice-statsadvokat er, at denne var involveret i en sådan, f.eks. ved ikke at retsforfølge den omtalte tidligere sag, og at (aspekter af) denne er blevet undertrykt ift. offentlighed og efterforskning m.v., for "Zeeland kommer næst efter kongehuset", som Brix siger.



"Allusioner"

Som i Forbrydelsen 1, hvor Troels Hartmann læste Faust på gerningsstedet, vrimler Forbrydelsen III med litterære og kulturelle referencer (i fagkredse også kaldet allusioner):

a. Ikke mindst er der en del og andre forbindelser til 1800-tallets (og Goethes samt Schillers romatiske) Tyskland, og Goethes skrev faktisk kort før sin død et Faust nr 2 i fem akter, hvor Faust optræder med mange masker og rejser gennem tiderne.

b. Derudover synes andet fra Europas historie at spille en rolle, nemlig tiden omkring de kontinentaleuropæiske krige, hvori Junkerne spillede en særlig rolle (bl.a. 30-års-krigen og hollændernes frihedskrig skildret i Schillers Wallenstein-trilogi mv.) afsluttet med den westphalske fred, hvis undertegnelse er skildret på et maleri af Gerard ter Borch, og til søfarende, som f.eks. søfolkene fra nu hollandske Zeeland, der opdagede New Zealand? Den tyske forbindelse er f.eks. arkitekten og maleren Jacob Kornerups rejser til Gotland og Tyskland.

c. Navne-eksempler er Juncker, Kamper, og Nebel evt. også Dühring og Steiner og Reinhard/hold (ud over den oplagte joke i at kalde statsministerens spindoktor Karen Nebel for "Tågeslør").  (Se note 3 og 4.) Zeuthen og Reinhardt er derimod to danske slægter med stolte aner, og jalousi kunne herske imellem dem.

d. Medea-myten fra græsk mytologi ligger også snublende nær, selvfølgelig pga. skibets /gerningsstedets navn i 1. afsnit, men også fordi Medea netop handler om en kvinde, hvis mand lader sig skille fra hende for at gå til en yngre kvinde (ganske som Goethes Faust får lov til i Faust 2), men her i den moderne virkelighed er det fru Maja, der har forladt sin mand Robert til fordel for den yngre læge Carsten, hvilket Robert gør opmærksom på i afsnit 1 i skænderiet om, hvem der skal passe på børnene, med den i øvrigt ikke helt naturlige replik: "Du skred!" (Mere naturligt havde været "Det var dig, der skred", men skidt nu med det.) Det er derfor ikke helt oplagt, hvordan Medea-myten skal forstås som reference her, og der tænkes ikke blot på, om Maja eller Robert skulle være Medea. I det hele taget gælder der for Forbrydelsen, at man skal altid være forsigtig ift. falske spor eller spor nok med et relevant indhold for de evige temaer penge, magt og sex, men ikke et spor der peger på den endelige gerningsmand (ganske som Faust og Mephistofeles IKKE pegede på selve morderen, omend nok på noget om politik og den liberale politiker Troels Hartmann og dennes hjælper Morten Weber. Derudover forekommer Medeas mord på sine egne børn for at straffe sin frasprungne mand (og før det hendes bror) dels desperat, dels nærmest som foretaget ud fra devisen i det engelske idiom "to cut off your nose to spite your face!"




Noter


Note 1:
Junker jf. Wikipedia: "En junker er egentlig en ung herre, oprindelig søn af en hertug eller greve i middelalderen, men også en betegnelse for et medlem af den privilegerede godsejerklasse, især i Preussen.Før 1375 blev titlen junker også brugt om danske kongesønner." En kendt junker var Bismarck. 
Eng. Wikipedia desuden: "A good number of poor Junkers took up careers as soldiers (Fahnenjunker), mercenaries and officials (Hofjunker, Kammerjunker) at the court of territorial princes... Supporting monarchism and military traditions, they were seen as reactionary, anti-democratic and protectionist by liberals and Social Democrats, as they had sided with the conservative monarchist forces during the Revolution of 1848.... After World War I many Prussian agriculturists gathered in the national conservative German National People's Party (DNVP), the term was also applied to Reich President Paul von Hindenburg, lord at Neudeck in West Prussia, and to the "camarilla" around him urging the appointment of Adolf Hitler as German chancellor..."

Note 2:
PET's afdelinger mv. jf. PET's netsted:
"Operativ afdeling består af følgende centre: Center for Kontraterrorisme, Center for National sikkerhed (kon­traspionage og kontraekstremisme), Center for Organiseret kriminalitet samt en tværgående enhed, der beskæftiger sig med særlige opera­tioner. Derudover er der tilknyttet en stab til at understøtte operativ afdeling med bl.a. operative analyti­kere, administrative medarbejdere og en planlægnings- og udviklingsenhed."
https://www.pet.dk/PETs%20operative%20indsats.aspx
"Sikkerhedsafdelingen er den største afdeling i PET og yder operativ støtte til PET’s øvrige enheder samt politikredsene fra henholdsvis Aktionsstyrken, Observationsstyr­ken, Teknisk center og Forhandler­gruppen. Desuden varetager afdelingens Livvagtsstyrke og Sikringsgruppe en række person­beskyttelsesopgaver. Derudover er der en fælles stab i Sikkerheds­afdelingen, som – udover Forhand­lergruppen og Sikringsgruppen – består af et koordinatorkontor, administrative medarbejdere samt en planlægnings- og udviklingsenhed."
https://www.pet.dk/Sikkerhed.aspx
Se også:
https://www.pet.dk/Sikkerhed/Livvagtsstyrken.aspx
https://www.pet.dk/Sikkerhed/Forhandlergruppen.aspx
(her refereres til "Oliver-sagen").


Note 3:
Wikipedia om Faust I  - ofte blot kaldet Faust (dejlig kort version - ellers anbefales den grundige tyske eller evt. den mellenlange engelske):
"Faust er hovedpersonen i en populær fortælling der har været anvendt som grundlag i mange forskellige værker. Fortællingen handler om en lærd mand, Heinrich Faust, der hidkalder djævelen, der i fortællingen almindeligvis hedder Mephistopheles, og tilbyder at sælge sin sjæl til ham hvis djævelen vil tjene ham en tid. En kontrakt underskrives med blod, men i de fleste senere udgaver af fortællingen forbliver Fausts sjæl dog hans egen efter at djævelens tjenestetid er ophørt.
Ideen til fortællingen er baseret på en virkelig person, Dr. Johann Georg Faust (ca. 1480-1540), som var en tysk alkymist der boede i landsbyen Staufen i Breisgau i det sydlige Tyskland. Han blev beskyldt for at øve sort magi og blev dræbt i 1540. Et tysk skillingstryk om hans synder blev oversat til engelsk i 1587, hvorefter Christopher Marlowe blev opmærksom på det. Marlowes Doctor Faustus, blev dernæst studeret af Goethe, og på den måde kom den fiktive Faust til at overskygge den historiske Faust, som man kun véd lidt om.
Fortællingen om Faust har været genfortalt eller hentydet til i romaner, digte, operaer, musik og film. Eksempelvis Charles Gounods opera Faust fra 1859, Thomas Manns roman Doktor Faustus fra 1947 og den populære amerikanske tv-serie Frasier."
En bedre dansk gennemgang i Den Store Danske Encyklopædi på nettet:
http://www.denstoredanske.dk/Kunst_og_kultur/Litteratur/F%C3%A6lleseurop%C3%A6iske_skikkelser/Faust

Note 4:
Wikipedia om Faust II (dejlig kort version - ellers anbefales den grundige tyske eller evt. den mellenlange engelske):
"Faust. Der Tragödie zweiter Teil in fünf Akten" (på dansk "Faust. Tragediens anden del i fem akter") er fortsætningen af Faust I , Goethe fuldendte i 1831 og blev offentliggjort i 1832, efter hans død.Tragedien består af fem akter, der hver har deres egen afsluttet indhold. Faust optræder som politiker, kunstner og rejser gennem tiderne, hvor han bl.a. møder Helena, han gifter sig med og får barnet Euphorion. Hovedtemaerne er magt, kultur, længsel, skyld og tilgivelse.

Note 5:
Wikipedia om den græske tragedie Medea:
"Medea (græsk: Μήδεια,den snilde/kloge) er i græsk mytologi datter af kong Aietes af Kolchis (det nuværende Georgien). Hun bliver gift med Jason, efter at have hjulpet ham med hans prøvelser i Kolchis, så han kan få Det Gyldne Skind. Jason og Medea flygter fra Medeas fader, og Medea skærer sin bror i små stykker og smider dem ud fra båden. Hendes fader må samle dem op og opgiver forfølgelsen.
Jason og Medea får to børn sammen. Jason skilles fra Medea og gifter sig med en kongedatter og får hermed sit ønske om at blive konge, opfyldt. Medea blev så oprevet, at hun svor hævn over Jason og myrder sine egne børn og Jasons nye hustru og bliver landsforvist af kong Kreon.
Euripides har skrevet den græske tragedie "Medea"."


Note 6:
JA, jeg har da hørt om 'snydevejen' til en hurtig teori fra Bertel Torp, der har sit eget netsted med bankkonto og det hele, via en tilsyneladende xml-kode, men ovenstående er skrevet før mit kig på det, jf. hans screenshot på nettet, og jeg tror, at Bertel snarere 'torpederer' sig selv med den teori ...

Hva' dælen er hyperliberalisme?

- republiceres her på min egen blog, idet den originale artikel er blevet fjernet fra netavisen P77's netsted, hvor den blev offentliggjort i april 2011
 

Jeg har en række steder, bl.a. i liberalsocialismens foreløbige manifest og "Nytårs-notatet til Centrum-Venstre" karakteriseret VOK's projekt som "halvtotalitær hyperliberalistisk nationalkonservatisme". Det har selvfølgelig affødt en del spørgsmål og misforståelser, så lad mig prøve at beskrive, hvad hyperliberalisme egentlig står for, og hvordan den adskiller sig fra andre typer liberalisme.


Kort definition
Lidt 'smart' kan man sige, at hyperliberalisme er den mest yderliggående og højreorienterede form for liberalisme, hvor man dyrker visse sider af den oprindelige liberalisme så absolut, at man får forskubbet balancen mellem grundidealerne frihed, lighed og broderskab så meget, at projektet kommer til at ligne en absurd parodi på liberalismen og nærmest slår om i dens modsætning. Som regel glider hyperliberalismen sammen i et idémæssigt fællesskab med en også stærkt højreorienteret nationalkonservatisme, hvor det ofte er svært at se, hvor grænserne er mellem de to ideologier med oprindeligt forskellige udgangspunkter.

Det betyder dels, at man dyrker markedet som den rette løsning på ethvert problem - herunder som "det bedste demokrati", og dels at man dyrker en inderligt konservativ form for liberalisme, der som sit vigtigste mål ser at forsvare den herskende orden med den eksisterende fordeling af goder udtrykt ved en absurd modstand mod selv minimale ændringer i ejendomsretten (f.eks. at enten formueskatter eller alle skatter er ulovlig ekspropriation) - og en lige så absurd dyrkelse af en helt bestemt måde at leve på, som regel med udgangspunkt i middelklassens normer, og det i en grad hvor man er villig til at forlange, at resten af samfundet indretter sig efter de samme normer.


Nyliberalisme og hyperliberalisme
Nogle vil sikkert indvende, at ovenstående beskrivelse "blot" er det, verden lærte at kende i 80'erne - ironisk nok under navnet "nyliberalisme", men som i virkeligheden er en slags "ultraliberalisme" eller "ekstrem gammelliberalisme". Der er bestemt også substans i den indvending, og nyliberalismen rummede også skridt i retning af hyperliberalismen, men man glemmer, at "nyliberalismen"- som netop stod i modsætning til John Stuart Mills's og andres socialliberale "New Liberalism", var en bred koalition af reaktionære gammelliberalister, der ønskede at dreje udviklingen tilbage til tilstanden fra før velfærdsstaten, og af samme grund blev enhver statslig institution og ethvert statsligt tiltag betragtet med meget stor skepsis, f.eks.i Bertel Haarders bog "Institutionernes tyranni".

Hyperliberalismen adskiller grundlæggende ved, at selv om ultraliberalisme er en højredrejet og markedsfundamentalistisk fortolkning af den oprindelige liberalisme, så er det stadig en fortolkning af meget liberalt fællesgods, og ultraliberalismen ønsker at skabe en fornyet markedsøkonomi bl.a. ved afskaffelse af statslig regulering og salg (privatisering) af statslig virksomhed, men hyperliberalismen som nævnt er en liberalisme trukket så langt ud til højre, at den nærmest slår om i sin egen modsætning. Både hyperliberalisme og ultraliberalisme vil formindske de statslige sociale ydelser som muligt, men hvor det hos 80'ernes (ultra-)liberalister hang sammen med en afvikling af socialstaten som sådan, ønsker hyperliberalismen at bruge socialstatslige og andre statslige mekanismer til at kontrollere borgerne og deres livsførelse.

Hvor staten før skulle være så lille som muligt og blande sig så lidt som muligt, skal staten nu have ret til at blande sig stort set uhindret i borgernes privatliv - især de såkaldt "allersvageste" borgeres privatliv, så staten med et væld af sagsbehandlere sørger for, at borgerne lærer at leve det liv, som hyperliberalismen anser for det rette og gode liv, altså det prototypiske middelklasseliv.  Man er endda villig til at 'opgive' de voksne, der lever helt 'forkert' og efter forgæves påvirkning og indgreb såvel af økonomisk som social og politisk art må anses som værende uden for pædagogisk rækkevidde, hvorfor man koncentrerer sig om deres "stakkels børn", der bærer på en frygtelig "negativ social arv", der forhindrer dem i at få den rette uddannelse, det rette arbejde og det rette liv, og derfor griber man i yderste konsekvens til en stærkt øget tvangsfjernelse af børnene, sågar i visse tilfælde før de er født.

Heroverfor ville den ældre liberale konsensus hævde, at forældre elsker deres børn og generelt forsøger at give dem et liv, som er bedre end forældrenes eget, og at der i den sociale arv trods mangler som regel er at positive ambitioner på sine børns vegne, som det offentlige kan understøtte og videreudvikle. Eksemplet med, at sagsbehandlere skal bestemme, om forældrene kan finde ud af at være forældre, er valgt med omhu, da det går stik imod en række kronikker af søskendeparret Frank og Sonia Dahlgaard i 80'erne netop om emnet, men med den modsatte konklusion i ultraliberalismens navn, nemlig at forældrene var bedst til at løse den opgave sammenlignet med f.eks. børneinstitutioner.


Hyperliberalisme forklædt som terrorlovgivning og velfærdsstatens beskytter
Men forældre v. det offentlige er kun ét eksempel på forandringen fra ultraliberalisme til hyperliberalisme.  Andre eksempler er legio, hvor hyperliberalismen går hånd i hånd med nationalkonservatismen: terrorlovgivningen i dens mest udstrakte (mis)brug af bestemmelserne mod relativt fredelige demonstranter eller aktivister til såvel præventive anholdelse som overvågning og andre krænkelser af privatlivets fred, nytteberegninger af mennesker i familiesammenføring eller som flygtninge og ikke kun i ren indvandring, tvangsarbejde kaldet aktivering for selv den mindste sociale ydelse, forskelle mellem sorte og hvide danskere stridende mod netop liberalismens traditionelle krav om frihed for alle borgere på lige vilkår, fundamentalistisk overbevisning om at kun den private sektor kan skabe vækst, kampen mod "livsstilssygdomme" og ikke mindst dem der lider af dem, så de beordres ændre deres adfærd eller må opgive at blive behandlet (ordentligt) sundhedssystemet,  oma.

At den danske hyperliberalisme har pakket sine reelle hensigter ind i pseudosocialdemokratisk retorik og snak om den såkaldte "krig mod terror", hvor blandt andet sukkersøde slogans som "at sikre vores velfærd på lang sigt" i virkeligheden betyder at afvikle velfærdsstaten og undergrave dens finansiering i praksis med skattelettelser på den ene side og fjernelse af eller nedskæring på velfærdsgoder, eller "det skal kunne betale sig at arbejde", der betyder indførelse af tvangsarbejde (aktivering) samtidig med skjulte skattelettelser i form af et boligskattestop, så det faktisk har betalt sig bedre "at lave havearbejde", ændrer ikke ved det reelle indhold.

Nogle vil måske mene, at dele af retorikken og såmænd også politikken i hyperliberalismen også kan genfindes på venstrefløjen, f.eks. enigheden om de såkaldte livsstilssygdomme, som faktisk har en række mørke pletter i forskningen på blandt andet områderne genetik og kemi, eller enigheden om indgreb mod "den negative sociale arv", tilslutning fra f.eks. de radikale til en "tillidsreform" - fordi man kun har få vælgere på bunden af samfundet, men mange i den offentlige sektor - og tilmed forbud mod købesex. Det er for så vidt også rigtigt, men dels er der tale om enkeltelementer og ikke en samlet ideologisk afart af liberalisme, men snarere om en efter min mening misforstået opfattelse af det sociale fællesskabs rolle. Og så skal man være opmærksom på, at ethvert forbud - ganske som enhver form for tillid til offentligt ansatte - ikke er af det onde: Forbud mod mord er f.eks. vældig fornuftigt, og tillid til offentligt ansatte med den rette indstilling, de rette ressourcer og den rette respekt for de sociale klienter er også særdeles fornuftigt, og denne forfatter ville ønske, at disse forudsætninger var til stede i dagens Danmark  ...


Markedsfundamentalisme og middelklasseliv
Økonomisk prædikes stadig den private sektors vidunderlighed som løser af langt de fleste problemer og som en mulighed for at effektivisere den offentlige sektor ved udliciteringer og markedsgørelse af den offentlige sektor, så også denne bliver en parodi på sig selv. Men hvor den generelle liberale konsensus ville hævde hvert individs ret til egne valg og eget liv, ønsker hyperliberalismen tværtimod at styrke de offentlige ansatte, herunder især lederne, så de kan sige fra over for borgernes urimelige og forkælede ønsker og krav. Derfor vil hyperliberalister hellere end gerne være med til en såkaldt "tillidsreform", hvor sagsbehandlerne og deres chefer får stort set frie hænder i deres omgang med det, man benævner sociale klienter, hvis retsstilling undergraves dels af den såkaldte tillid, der blot er mangel på sikre regler, og dels af stadig færre ressourcer til reelt at hjælpe mennesker.

Endelig er markedsfundamentalismen kørt helt ud i overdrevet i hyperliberalismen: Ikke blot er markedet altid bedst økonomisk - det er det også politisk. 'Kapitalismen giver individet mere indflydelse end det politiske demokrati' skriver den store højreliberale ideolog og egentlige grundlægger af "den østrigske skole" Ludwig von Mises - fulgt trofast op af sine to hovedfortolkere Friedrich von Hayek (den østrigske kapitalistiske frihedsskole) og (i en mere snæver forstand) Milton Friedman (den monetaristiske Chicagoskole). Individet er altså mere forbruger end borger. Alle tre har adskillige portaler på internettet, der dyrker deres teorier ud i det absurde og grundlæggende uliberale. Et af de mest indflydelsesrige er "The Mises Institute" med blandt andet internet-undervisning: http://mises.org/

Den mere traditionelle liberale konsensus mellem socialliberale, gammel-liberale og liberalister har ellers trods alt været, at demokratiet og borgerlige & politiske rettigheder for mindretal og individer er de helt centrale elementer i en styreform, der giver flest muligt den bedst mulige indflydelse på samfundsudviklingen, og at folk først og fremmest er borgere  og ikke brugere, og at beslutninger     reelt  skal træffes så når på borgerne som muligt, altså i en ægte decentralisering. Men hyperliberalismen er ligesom sin partner nationalkonservatismen i bund og grund anti-demokratisk og centralistisk. Hvordan kan man være andet, hvis man ikke blot påstår, men også er klar til at følge ord op med handling ud fra devisen, at "markedet er den bedste politiske styreform" - og det er jo netop, hvad udsagnet "markedet er det bedste demokrati" betyder. Og en "tillidsreform" kommer først på tale, når man med benhård centralisering og nedlæggelse af klageinstanser mv.har sikret, at "forbrugerne" ikke kan få det for godt.

Hyperliberalismen, som regel hånd-i-hånd med nationalkonservatismen, er ganske enkelt (halv-)totalitær liberalisme, eller med andre ord en 'absolutistisk liberalisme'. Enhver ideologi og ethvert princip kan ophøjes til DEN absolutte og eneste 'rigtige' sandhed, og når det sker, er man halvvejs nede ad vejen til en tilstand med de træk,som fascisme og stalinisme havde tilfælles.



Forbehold over for postmodernistisk begrebsforvirring
Det bør nævnes, at begrebet oprindeligt blev brugt af den såkaldte "postmoderne" retning inden for sociologien og på nogle måder er knyttet til en underafdeling her med den opfattelse, at virkeligheden og dens klassekamp er erstattet af en virtuel "hypervirkelighed", hvor kun individuelle eksisterer, og hvor man i yderste konsekvens mener, at virkeligheden ikke eksisterer uden for bevidstheden, ogat man ikke kan forstå virkeligheden eller vide noget sikkert om den som andet end noget, der er gennemsyret af sprog- og tankemønstre, og at mennesker - også forskere - derfor skaber sociale konstruktioner ud fra deres subjektive virkelighedsopfattelse.


"Først var ordet" ...
Opfattelsen går grundlæggende tilbage til sprogvidenskabens store mester, Saussure, der beskrev sproget som et system (langue) af ytringer (parole) - eller mere generelt et system af tegn, som er opstået spontant og først i mundtlig form i urmenneskelige grupper og stammer. Det betragtes stort set oprindeligt som tilfældigt, hvilke sproglige betydninger der blev knyttet sammen med hvilken form, hvilket indebærer, at der ingen årsagssammenhæng er mellem et tegns form og dets indhold / betydning. Når nogle ord ligner hinanden er det som regel, fordi der er tale om beslægtede sprog, fordi de er låneord, eller fordi de sammensat af allerede eksisterende ord. Et æble hedder f.eks. Apfel på tysk og "apple" på engelsk, fordi begge (og dansk) oprinder fra en germansk sprogstamme, mens det hedder "pomme" på fransk, der har romansk sprogstamme men har indlånt "ponum" fra latin, men som måske bekendt er italiensk en afart af 'hverdagslatin' (Latin vulgaris) og fra græsk tog latin "malum", og det blev til "mela" på italiensk og "maçã" på portugisisk, mens man i nabolandet Spanien har formen "manzana", men i Catalonien "poma" og i baskerlandet "sagar", der kan være beslægtet med Hindi "sēba" via sanskrit. Og det er blot vesteuropæiske eksempler og fra to ret beslægtede sprogstammer (undtagen baskisk).

Det største tegn er en sætning, og inden for sprogvidenskaben ledte man derfor efter et ord for en sproglig konstruktion, der er større end en sætning. "Tekst" blev (og bliver) brugt, men da sprogfolk er enige om, at de mundtlige sprog kom først, ville de fremhæve det ved at kalde en større enhed "diskurs" - et ord med mange betydninger, men her anvendt tættest på betydningen i "samtale". Og ud fra det blev sprogteoretiske landvindinger som "talehandlinger" (Searle + Austin) og "udsagnspræmisser" (Strawson's presuppositions) samt "samtaleregler / regelbrud" (Grice's Maxims) og "sprogspil" (Wittgenstein) opdaget og analyseret, og man videreudviklede og nuancerede begreber som "sproglære" (Jespersens grammatik mv.)  og "betydningslære" (semantik ved bl.a. Jacobsen + Hjelmslev) samt "sandhedsværdi" og "sproglogik" (Russell), og man kunne sågar tage fat på "almene tegnstudier" (semiotik ved bl.a. Peirce) samt "generelle kontekststudier" (pragmatik ved bl.a. Levinson).

Ukritisk eksport af teorisystemer er lige så dumt som ukritisk ukritisk eksport af samfundssystemer
Det gav altsammen rigtig god mening inden for sprogvidenskaben, men problemet er, at hele tankegangen så blev stort set ukritisk importeret ind i samfundsvidenskaben, hvor sprogets store betydning for menneskers og deres tænkeevnes udvikling bestemt skal indregnes, men hvor en samlet import af sprogsystemet og en ophøjelse af systemet til et bud på et helt nyt grundlag for AL ssamfundsvidenskab som set ovenfor må ende i en subjektiv strukturalisme, hvor hvert individ skaber sit eget virkelighedssystem i deres tanker og kun kan se den gennem det system.

Dermed er man endnu engang endt i den såkaldte subjektive idealisme, som biskop George Berkeley advokerede allerede i 1700-tallet, og hvor man i sidste ende ikke kan være sikker på, at der er en objektiv virkelighed uden for ens bevidsthed. I sidste ende må det så føre til, at man heller ikke ved, om andre mennesker eksisterer, og så er man i princippet alene i sin egen verden - den såkaldte filosofiske solipsisme. For at blive ved æblet som eksempel: Saussure har sikkert ret i, at det er tilfældigt, at den ene slags runde objekt har fået tegnformen "æble", mens en anden slags rundt objekt har fået tegnformen "sten", men man kan være ret sikker på, at virkeligheden sætter ens bevidsthed på plads, hvis man går ud fra, at begge er spiselige ...

Når jeg tog denne 'omvej' er det for at gøre klart, at jeg bruger ordet "hyperliberalisme" i samfundsvidenskabelig forstand og her som en betegnelse for en politisk filosofi eller ideologi, og at enhver konnotation om en virtuel "hypervirkelighed" er min analyse uvedkommende og kan måske endda fremkalde dens afsporing. Til gengæld vil jeg så også godt tage forskere og akademikere i forsvar og betone, at deres produkter ikke blot ofte er rigtigt anvendelige, men også af stor betydning. Marx, Keynes, Smith og Newton var også alle akademikere, og deres teorier blev også set som problematiske og farlige og endda som det rene galimatias af mange i deres samtid.


Konkrete resultater kan næsten altid bruges
Selv om nogle akademikere i deres elfenbenstårn igen og igen kan nå frem til, at virkeligheden enten ikke eksisterer eller ikke kan erkendes, og selv om de kan bygge det ene kæmpe og fantastiske tankespind efter det andet, så prøver de fleste forskere alligevel at begribe det forunderlige univers og det lige så forunderlige menneske - og måske endda forbedre tingene, og derfor går de heldigvis om bord i studier af en række virkelige fænomener med skriftlige og mundtlige kilder, sågar samtaler med manden på gulvet, og derfor kan der sagtens komme konkrete brugbare resultater ud af en forskning, der har et for mange at se forskruet udgangspunkt.

Derfor kan jeg som dialektisk materialist,der lejlighedvist trækker nærmest eklektisk på så forskellige men dog materielt baserede traditioner som behaviourisme, rational choice og den gammeldags samfundsstrukturalisme, hvor konstruktioner og relationer og interaktioner findes ude i virkeligheden og ikke opfindes af sproget, alligevel få en hel masse ud af at læse følgende (kritiske) beskrivelse af den seneste udvikling af den såkaldte offentlige velfærds totale klientilisering (og underkastelse) af såkaldt "svage" borgere:

"Socialforvaltninger laver kontrakter med enlige mødre om deres måde at være mor på og om mødrenes seksualliv. Med utilpassede unge laves forældrekontrakter, om hvor tit familien skal spise hovedmåltider sammen, og hvad de skal snakke om, mens de spiser. Folkeskolen forsøger sig med elev- og skole/hjem-kontrakter om elevens forpligtelser på en bestemt personlig udvikling. Unge kriminelle tilbydes ungdomskontrakter som alternativ til straf. Ny lov kræver indvandrerkontrakter, hvori den enkelte indvandrer forpligter sig til en specifik selv-integration.Det handler om borgerens kontraktliggørelse. Klassisk liberalisme forudsatte individets frihed. At indgå en kontrakt betød en frivillig binding af egen frihed. Dagens borgerkontrakter forudsætter ikke, at individet er frit. Tværtimod forventes det, at mange borgere er ufrie forstået på den måde, at de ikke har taget friheden på sig. De mange kontrakter designes til at forme borgernes forståelse af dem selv som frie. Vi får pligt til frihed.Det sker selvfølgelig i frihedens navn. Alle gode kræfter taler om borgerens mægtiggørelse, om empowerment. Men for at mægtiggøre folk må man i første omgang betragte dem som magtesløse. Først da kan de tilbagegives deres frie vilje. Borgerkontrakter er en empowermentteknologi. Den er begrundet i et opgør med formynderiet, men installerer selv et dobbeltformynderi. Vi får offentlig forvaltet frihed."

Fra forlagets præsentation af "Borgerens kontraktliggørelse" af Niels Åkerstrøm Andersen:
http://www.g.dk/bog/borgerens-kontraktliggoerelse---pdf-niels-aakerstroem-andersen_9788741251042



Lidt dokumentation og uddybning:

 Ludwig von Mises i kapitel 15 i "Human Action: A Treatise on Economics" (Indianapolis: Liberty Fund, 2007):
"In the political democracy only the votes cast for the majority candidate or the majority plan are effective in shaping the course of affairs. The votes polled by the minority do not directly influence policies. But on the market no vote is cast in vain. Every penny spent has the power to work upon the production processes. The publishers cater not only to the majority by publishing detective stories, but also to the minority reading lyrical poetry and philosophical tracts. The bakeries bake bread not only for healthy people, but also for the sick on special diets. The decision of a consumer is carried into effect with the full momentum he gives it through his readiness to spend a definite amount of money."


Friedrich von Hayek i "The Constitution of Liberty" (1960):
"Capitalism is not only a better form of organizing human activity than any deliberate design, any attempt to organize it to satisfy particular preferences, to aim at what people regard as beautiful or pleasant order, but it is also the indispensable condition for just keeping that population alive which exists already in the world. I regard the preservation of what is known as the capitalist system, of the system of free markets and the private ownership of the means of production, as an essential condition of the very survival of mankind."



Niels Åkerstrøm Andersen (f. 1964) er forskningsprofessor på Institut for Ledelse, Politik og Filosofi, Handelshøjskolen i København, og kendt som en skarp og original samtidsdiagnostiker.  Han har især gjort sig bemærket med en række analyser af, hvordan styring, aftaler og administrative- og forvaltningsmæssige reformer virker ind på centrale områder som frihed, privathed og individualitet.  Han er bl.a. forfatter til Discursive analytical strategies (2003), Kærlighed og omstilling – Italesættelsen af den offentligt ansatte (med Asmund Born, 2001),  Udlicitering – Strategi og historie (1997), Udlicitering – Når det private bliver politisk (1996), Selvskabt forvaltning (1995) og Privat politik (med O.K. Pedersen, John Elberg og Peter Kjær,1992).

Man kan i øvrigt læse en glimrende kritik af socialkonstruktivisme og diskursanalyse i Nils Bredsdorffs bog fra 2002 "Diskurs og konstruktion" (første kapitel findes på nettet) og hans opfølgning "Diskurskritik" (på nettet in toto).

Åbent brev til Enhedslisten om skattereform og førtids-fleks-reform

Kære Enhedsliste

Tillykke med endnu en fortjent fremgang i meningsmålingerne, så I ud fra den offentliggjort fredag 25. maj 2012 ser ud til at kunne blive lige så stort et parti som de radikale - også selv om de går lidt tilbage.

Men pas nu på med ikke at overspille retorikken, som måske nok giver vælgere, men også deltager i "løftebrud"s-talen, som netop er med til at svække regeringen, og som de borgerlige ironisk nok begyndte fra dag 1, før finansloven med netop EL.

Regeringen fører en midterpolitik, og den kunne mildt sagt være bedre og mere venstreorienteret med langt mere vækst, finanskontrol og omfordeling.

MEN der er også sket og sker fremskridt, og I bør bejle til regeringen for FORLIG OM SKAT OG FØRTIDS/FLEKS, evt. med DF, fordi I har en chance for at forbedre tingene betydeligt.

SKATTEREFORM, hvor I som minimum for det første kan opnå tåleligt kompromis mellem regeringens forslag om kun inflationssikring af overførslerne og en fuld taktregulering efter lønstigningerne - selv om vi pensionister havde mere ud af inflationssikring lige nu!
Faktisk kunne man gøre den slags 'kontracyklisk', så overførsler følger inflationen i opgangstider, men forskellen til lønstigningen spares op i en socialfond, som udbetales som ekstra overførsler i nedgangstider, fordi fattigrøve jo bruger stort set hele budgettet på daglige fornødenheder, og det derfor sinker faldet i privatforbruget og holder nogle i arbejde længere ...
Samtidig en så lille hævelse af topskattegrænsen (helst finansieret ved øget topskatteprocent for resten) og en så stor forøgelse af jobfradraget i procent men med maks på 20.000 (= indkomst op til 250.000 ved 8% fradrag).
Derudover bør arveafgiften hæves til mindst 30%, som AE foreslår, og gerne 50% (3 mia.), mens formueskatten er fin men kan øges til 1%.
Endelig kan I få æren af at redde regeringen for at krænke privatlivets fred ved at få fjernet det tåbelige forslag om, at skat kan gå ind hvor som helst, blot der er tegn på byggeri og "vennetjenester" - stram beskatningen og skærp indsatsen mod sort arbejde, men få nu ikke krænket retten til privatliv.
Og måske bør I hellere sikre en reform uden rentefradragssænkning, fordi det alligevel tidligst kan ske efter et valg og rammer unge familier hårdt - så hellere helt fjerne både ejendomsværdiskat og rentefradrag med tiden, eller hæve ejendomsværdiskatten, som virkelig rammer de rige med friværdi.

FØRTIDS-FLEKSREFORMEN, fordi VK lige har vendt tomlen nedad pga. begunstigelsen af a-kassemedlemmer, og og I har nu mulighed for at komme på banen igen.
Kravene bør være, at dette ikke må være en spareøvelse - penge tilovers skal bruges til velfærd, f.eks. helbredskort til alle pensionister.
Og så skal hesten foran vognen og ikke omvendt:
Først psykiatrien (samt andre tiltag, sundhed and otherwise) på finansloven OG ægte rummelighed på arbejdsmarkedet f.eks.ved trepartsparforhandlingerne, derefter FORSØG med tilstrækkelige ressourcer på at give så mange som muligt plads på arbejdsmarkedet, så de ikke parkeres på førtid i f.eks. 40 år - tro mig, så fedt er det heller ikke, og jeg har kun prøvet fra mit 46.-53. år.

vh og held og lykke
CP, cand.mag., liberalsocialist og førtidsgrøntsag!

Gal og/eller normal?

Man kan diskutere mangt og meget om den form, DR har valgt at sætte fokus på mental sygdom på sammen med www.en-af-os.dk,
bl.a. om man kan diagnosticere nogen ud fra så simple tests;
manglen på input fra og om pårørende;
om hvornår mental sygdom reelt bliver ligestillet med fysisk i forskning og behandling og samfundet som lovet;
om det såkaldte normale samfund overhovedet kan og vil rumme sygdom;
om det er angsten for selv at have en rem af huden, der får så mange til at tage så kraftig afstand, eller om det er de stadige historier om de faktisk få mentalt syge forbrydere;
om vi nu ikke igen får en italesættelse af mental sygdom som en "pæn" sygdom, som ingen kan se, når der kun deltager velfungerende (eller sågar helbredte) 'patienter' - så folk i krise stikker endnu mere ud;
om ikke DRs egen hjemmesider fint illustrerer den relativt større underudforskning af visse af sygdommene i programmet ved ikke at have dem på "værd at vide"-listen (alle mentale sygdomme er underudforskede, men nogle mere end andre);
om fraværet af debatten om medicin v. terapi og psykiatere v. psykologer,
og meget meget andet.
Men til slut står et faktum tilbage:
Selv i en økonomisk krisetid er det her en af de vigtigste debatter man kan tage om det at være menneske, og DR skal have et stort tak for at forsøge at sparke den i gang.

Tal, fakta og tanker om førtidspensionister og fleksjobs, herunder Mette Frederiksens udspil

Grundholdning
Jeg er ellers ikke meget for store bogstaver, men lad mig bruge dem denne ene gang til at slå min grundholdning, der er baseret på såvel studier af økonomiske, demografiske og andre fakta og på personlige erfaringer, er:

HVIS MAN ELLERS LADER SYGE BLIVE RASKE OG BEHANDLER ALLE MED RESPEKT OG HENSYN, SÅ BØR SÅ FÅ SOM MULIGT KOMME PÅ FØRTIDSPENSION ALT FOR TIDLIGT I LIVET.

Som Jakob Haugaard næsten sagde: Arbejde kan være sundt, så lad dog endelig syge mennesker få en mulighed for at deltage i det, hvis og i den grad de kan - men vis alle mennesker respekt.

Samlet set er der nogle gode takter i regeringens udspil, hvis man vel at mærke indfrier to betingelser:

1) At man er villig til at ofre de midler, som det reelt kræver at gøre syge mennesker parate til støttet eller u-støttet permanent beskæftigelse, hermed at opruste især psykiatrien kraftigt og forlænge sygedagpengepengeperioden, og at man dermed er fleksibel mht. det endelige overskud, man forventer af reformen, og at pengene bruges til velfærd og ikke skattesænkninger.

2) At der kommer en slutgrænse på et samlet  "ressourceforløb" o.l. (sygeperiode + jobforberedelse + midlertidigt fleksjob) på i alt 10 år, og er personen ikke da klar til permanent støttet eller u-støttet beskæftigelse eller uddannelse, bevilges førtidspension uanset alder.



Bæredygtig demokratisk-styret ikke-finansdikteret økonomi og borgerløn
Men først et lille hjertesuk fra en person, der dels har oplevet 'junglen'  af sagsbehandlere, forskellige kasser, alskens tilskud man selv er ansvarlig for at kende til og søge om, en evindelig renden fra Pontius til Pilatus, at måtte slås for selv ting man har lovkrav på, og meget meget andet - og dels samtidig som akademisk uddannet har lavet regnestykke på regnestykke og opstillet forslag på forslag for at gøre diverse eksisterende ordninger bedre og mere retfærdige & fleksible & økonomisk dynamiske - og som har opdaget, hvor svær alene denne øvelse er, og som ved hvor bøvlet hele cirkusset er for almindelige mennesker i den almindelige virkelighed:

Grundlæggende og helt ærlig talt ville den mest fornuftige, u-bureaukratiske, enkle og økonomisk bæredygtige løsning - hvor man samtidig arbejder med  begrebet intelligent vækst som noget, der ikke slider på klodens og menneskernes knappe ressourcer og ikke er et 'frit' finanskapitalistisk misforster, men en demokratisk bæredygtig markedsøkonomi - være at indføre borgerløn, formentlig på ca. 120.000 efter skat.

Jeg synes, at budskabet med basisløn på ca. 120.000 efter skat og en skat på 50% af resten samt væk med alle fradrag og alskens sociale tilskud - undtagen helt nødvendig hjælp til rimelige bolig- og sygdomsudgifter - efterhånden virker stadig mere tiltalende, evt. for studerende som delvist lån til tilbagebetaling ved indtjening over f.eks. 240.000 efter skat.

Ikke mindst nu hvor stort set alle synes trætte af  "krævementaliteten" (hos alle andre end sig selv!) og bureaukratiet. Især skepsissen over for bureaukratiet er sund! Og arbejdsudbuddet kan dermed øges med godt 100.000 nu tidligere sagsbehandlere og bureaukrater og andet godtfolk, mens de øvrige offentligt ansatte kan få lov til virkelig at gøre gavn, hvor de også selv kan se det nytter.



Regeringens udspil
For det første er det direkte herligt at høre Mette Frederiksen love i DR2's Debatten, at man vil skrue op for reelle job- og uddannelsestilbud og kraftigt ned for VOK's stadige piskning med skorpioner af syge ledige, nemlig den såkaldte 'aktiveringsindsats', der i bund og grund kun virkede som skrækterapi. Alle, der overhovedet kunne arbejde bare nogenlunde, fandt sig et bare nogenlunde anstændigt job, når de var 'truet' af aktivering, men det var også den primære effekt, som Rockwool-fondens undersøgelser viste.

Der er fornuft i at fjerne eller i hvert fald kraftigt formindske undergrænsen for antal timer i arbejde og at lade tilskuddet afhænge mindre af arbejdsgiverens lønandel og mere af at runde op til en samlet anstændig løn i bunden, mens man i de højere lønninger og/eller timetal gør tillægget mindre, så der også er et incitament til at gå op i tid, hvis man kan. Det gør det mere attraktivt for flere at arbejde - altså økonomisk set, for de særdeles vigtige immaterielle belønninger er der jo altid.

Det gælder selv nuværende førtidspensionister uanset alder, som får det som et tilbud og netop ikke et krav, men kun hvis et bredt flertal i folketinget garanterer, at uanset hvor meget en person fleksjobber, så kan førtidspensionen aldrig fjernes for en person, der én gang er tilkendt førtidspension. Den nuværende regel om, at hvis en førtidspensionist på mirakuløs vis kommer op på at tjene ca. 900.000 om året helt af egen kraft fjernes pensionen, kan sagtens beholdes - den bruges overordentligt sjældent ... Og naturligvis modregnes der i pensionen, især hvis man kommer over en halv million i indkomst.

Det vil også gøre, at syge mennesker efter at have kommet sig nogenlunde kan starte meget blødt og forhåbentlig i langt højere grad selv styre, hvor meget der efterhånden trappes op i timer og samlet indkomst.

Det vil være bedst med et bredt flertal bag denne reform for at sikre trygheden for de skrøbelige mennesker, der er med at gøre - et bredt flertal, som vi for nylig fik et eksempel på med Enhedslisten og Dansk Folkeparti samt regeringen om at finde penge til bedre og billigere kollektiv trafik ...

Jeg vil faktisk gerne lige understrege det her igen: Når DF beskylder regeringen for at ”svigte de svage” (det jeg kalder de dårligst stillede), så¨er det da med at tage dem på ordet og se, om de vil være med til at moderere miseren … Og hvis Venstre fortsat lægger op til abekast om skylden for forhandlingssammenbrud, så de kan samle flere stemmer i hængekøjen, så lav forlig med alle andre end V og LA, som passende kan stå i et hjørne og trutte i hinandens rene røve!


Visse mellemindkomstfag i klemme?
Der kan dog være en lille fare for, at reformen er lige drastisk nok, så også almindelige ikke-akademiske middelklasse-fleksjobbere straffes lige vel hårdt, og omvendt kan det blive måske lige attraktivt nok at gå ned i tid, hvis man altså vel at mærke kan få en alvorlig fysisk eller psykiatrisk diagnose OG blive visiteret til et fleksjob OG faktisk blive tilbudt et konkret fleksjob af en konkret arbejds-"giver".

Det sidste her er ret teoretisk, for der stilles meget skrappe krav ifm. arbejdsprøvning o.l. for at få fleksjob for slet ikke at tale om førtidspension, men at f.eks. nogle folkeskolelærere kommer noget i klemme i overgangen til den nye ordning er et reelt problem. Til gengæld er det noget surrealistisk at høre glødende venstreorienterede debattører "rase over" (som journalisterne utvivlsomt ville kalde det), at man ikke længere vil kunne tjene over en halv million om året i fleksjob ...

Det reelle, om end måske lidt overdrevne, problem for mellemindkomsterne (300-450.000 pr. år)  kunne løses ved at dæmpe forventningerne en pæn del til det projekterede langsigtede provenu, så man kan lempe på formlen for modregning i fleks-tilskuddet ud fra arbejdsgiverens lønudgift og gøre den mere 'glidende', altså langsomt stigende.

På figuren nedenfor vil det kunne ses som at lade 'grønne' del af (det offentlige løntilskud) gå fra f.eks. 20.000 (før skat) til f.eks. 40.000 i samlet udbetaling pr. måned. Man kunne også overveje en ny undergrænse på 3-5 timers arbejde pr. uge for at tjene godt 20-22.000 i alt før skat (og jobfradrag), hvilket vil gøre den nye ordning endnu mere attraktiv at prøve for de nuværende førtidspensionister.

Kan selv en akademiker ikke leve af kr. 40.000 pr. måned, så har vedkommende andre problemer end sygdom og ledighed.

ABF-regeringens forslag til reform af fleksjobordningen især vedr. løntilskud ift. arbejdsgiverudgift og arbejdstimer



Forslag til ny fleksjobstilskudsmodregning
Konkret bør problemerne for mellemindkomsterne kunne løses med denne model for modregning i fleksjobydelsen ud fra størrelsen af arbejdsgiverens lønudgift:
00.000-09.999  20%
10.000-19.999  30%
20.000-29.999  40%
30.000-39.999  50%
over 40.000      60% (= reelt større modregning end lønindkomst efter skat, fravalg af disse 'tilskud' er ok).  

Det nederste trin vil gøre enhver beskæftigelse, selv lidt tid (men måske med undergrænse på 3-5 pr. uge) væsentligt mere tiltrækkende end en mulig førtidspension eller forlængede sygedagpenge eller en 'get-better-ydelse', som bør ligge mellem en enligs kontanthjælp og sygedagpenge og gives til dem, der kommer fra kontanthjælp eller mindre og som har brug for ro til at få det bedre.

Ovenstående modregning skal dog samtænkes med jobfradraget for skat i bunden - især hvis dette som foreslået hæves til mindst 8%  (og bruttoskatten dermed reelt ikke gælder små jobindkomster). Så bør det nederste trin kunne stryges, så alle arbejdsgiverudgifter under kr. 20.000 modregnes med 30%. Et sådant 'job-bundfradrag' med et maks. på 20.000 nettokroner pr. år vil øge det økonomiske incitament for alle i relativt lavtlønnede jobs, konkret for løn op til kr. 250.000 pr. år.

Nævnte skattesænkning er i øvrigt efter min mening den eneste, der reelt er behov for efter år med topskattelettelser, og hvis det virkelig handler om at gøre det økonomisk tillokkende at tage et lavtlønsjob, og ikke blot er endnu en foræring til de vælgere, som de radikale slås med V, LA og C om. Goul Andersen har flere gange påvist, at topskatten kun har en marginal indflydelse på den såkaldte "hjerneflugt", der ofte sker i de unge år for at meritere og opkvalificere sig yderligere i udlandet, mens unge veluddannede så vender næsen hjem med deres nye kvalifikationer, når der skal stiftes familie med gode skoler, børnepasning og generel social tryghed, så man f.eks. også kan lade sit barn selv gå hjem fra skole.


Forslag til anvendelsen af provenuet
Som nævnt er det slet ikke sikkert, at provenuet bliver så stort som forventet, fordi behandlings- og støtteindsatsen kan blive større end forventet og koste mere end de afsatte 1,4 mia. kr. Mit forslag ovenfor (med eller uden et større jobbundfradrag) som hjælp til lave og mellemstore indkomster reducerer provenuet yderligere, formentlig til omkring 2 mia. kr.

Der har længe været talt og talt om bedre sundhed og især om at styrke psykiatrien. Og ift. førtidspension til unge under 40 år tales der især om de psykiatriske diagnoser som nogle, der kan behandles før og under et jobforløb - hvilket vel nok kun er korrekt i højst halvdelen af tilfældene. Men alligevel: Er det så ikke nu, at psykiatrien skal det lovede løft?

Faktisk står der i ABF-regeringens eget grundlag, at psykisk sygdom skal have en lige så god behandling som den somatiske (i det omfang, de kan skilles ad). Jamen så lad os se det! Sæt psykiatrien på finansloven fra senest 2014 og sæt 1 mia. kr. af her i første omgang. De øvrige midler til reelt at hjælpe folk i arbejde på formentlig endnu en mia. kr. kan så findes ved den 1 mia. kr., der er tilbage, og i de i øvrigt pga. den lave lønudvikling mindre satspuljemidler kan spæde lidt til om nødvendigt sammen med deres bidrag til diverse små men værdige formål.

Hvis denne reelle jobstøtte er at fodre hunden med dens egen hale, så er det den hidtil mest fornuftige måde, det er gjort på!


Anvendelse af evt. ekstraprovenu og / eller provenu i pil ved en såkaldt skattereform
Det kan tænkes, at der kommer lidt flere penge i kassen, end jeg regner med. Nogle og måske flere end beregnet kommer i u-støttet beskæftigelse og/eller betaler mere i skat end forventet.

I så fald bør den første del af pengene – eller pengene i en skattereform, som bør hedde en indkomstreform - bruges til at kompensere alle fattige pensionister (førtidspensionister og alderspensionister, som er næsten 100% afhængige af alderspensionens tillægsbeløb) for grønne afgifter og satsregulering (og glemte S-SF-løfter, tsk tsk) med en engangsforhøjelse på f.eks. 5-7.000 kr. (før skat). Gives denne forhøjelse til nævnte pensionister, vil det koste 1-2 mia. kr. Gives det til alle på overførsel uden anden indkomst, vil det koste 3-4 mia. kr.

På længere sigt bør man hæve alderspensionister med kun grundydelse og det almene tillæg samt førtidspensionister på gamle lave ordninger op til en ordning som den 2003-førtidspensionen med et pænt bruttobeløb, rimelig boligsikring og hjælp til relevante ekstra udgifter til sundhed.

Til gengæld kan alskens mærkelige tilskud fjernes - hellere et ordentligt brutto-beløb med sikring af bolig og helbred og frit valg i øvrigt til at bruge sine penge selv.

Det vil ikke forringe det økonomiske incitament til at arbejde voldsomt (og slet ikke de ikke-økonomiske som anerkendelse, udfordring, kolleger, etc). Men det vil stadig være en god ide og den eneste rimelige skattesænkning at øge jobfradraget i bunden ved at forøge det procentvise fradrag til det dobbelt, men sætte et maks. fradrag på 17.000.

Endelig bør det vel principielt være sådan, at de sociale satsers regulering følger lønudviklingen, så efterhånden som samfundet bliver rigere, falder der også lidt af de frasorterede degne ...


Kontracykliske overførsler?
Enten det eller en reel inflationssikring, der vel at mærke ikke indeholder en "gennemsnitfamilies" forbrug, men netop en lavindkomst-persons forbrug: husleje, varme og el og vand (inkl. grønne afgifter med fradrag for et evt. grønt bundfradrag), fødevarer, tøj, medicin og andre sygdomsrelaterede udgifter m.v.

Det sidste element (sygdomsudgifter) kunne så fjernes (gøres unødvendigt) ved en sundhedsreform, hvor der er en lille brugerbetaling på alle ydelser med et fornuftigt maksimum sat i forhold til indkomst, frem for store historisk betingede forskelle på den egenbetaling, der udgør en betydelig og voksende del af de reelle sundhedsudgifter.

Hvis noget vender den tunge ende nedad, er det da nødvendige udgifter til sygdom. Hvem tror man er nødt til at betale sådanne udgifter andre end de samme syge, som er på anstændige, men lave overførselsindkomster? Til gengæld har jeg ikke det fjerneste problem med, at reelt frivillige sundhedsudgifter som kosmetiske operationer, kønsskifter oma. betales af folk selv - omvendt må de helt selv bestemme, hvordan og hvornår det skal ske, og hvem de vil være i hvilke dele af livet.

Får man sammensat en sådan fornuftig inflationssikring kunne den gælde i gode tider (=dagpengemodtagere under 100.000), hvor det samfundsmæssigt giver fornuft at træde lidt på bremsen, hvor man kan, herunder opkræve lidt større skatter, hvis man ellers er en politiker med mod og mandshjerte. Til gengæld kunne lønudviklingen så bruges til, at man beregner en slags "overførsels-opsparing" (eller sågar sætter pengene i en ATP-lignende fond), som kommer til gradvis udbetaling i dårlige tider til overførsels-modtagerne som en slags 'velfærdstillæg'.

Eftersom overførselsindkomst-modtagere har en høj "forbrugskvote" og en lille "opsparingskvote" - eller sagt på almindeligt dansk er en flok fattigrøve, der stort set bruger hver krone - så ville et sådant velfærdstillæg i dårlige tider ganske enkelt virke som et tilskud til det private forbrug, altså sætte lidt mere gang i økonomien. Dertil ville ledighed føles lidt mindre slemt, fordi dagpenge og kontanthjælp ville stige lidt ift. lønnen, og endelig ville det give en god jul også i de fattige familier, som Joakim B. Olsen ikke kan se - og heller ikke  behøver at se (så mange af), fordi disse nu ikke behøver stå i kø efter julehjælp ...



Egne erfaringer
Eftersom jeg, som selv er først i 50'erne, selv har været 'førtidsgrøntsag' i seks år, ved jeg, hvor meget det betyder at have udfordringer, anerkendelse, gode kolleger og i det hele taget blive holdt i gang af et arbejde - altså nogle af de vigtigste immaterielle incitamenter der henvistes til ovenfor, og derfor arbejder jeg frivilligt og gratis i et par tænketanke eller skriver selv på internettet, når jeg kan.

Og jeg ved nu, at jeg nødig ville være blevet førtidspensionist 20-30 år før.

Så jeg støtter, at man gør arbejdsmarkedet meget mere reelt rummeligt og gør alt det man kan for at give unge med sygdomme og andre problemer plads frem for passiv forsørgelse.

Men det kræver altså, at man ikke samtidig gør det sværere at komme sig efter sygdom, f.eks. ved at stoppe sygedagpengene efter et år,  og at man giver folk mulighed for at starte blødt eller måske have halv tid resten af livet uden sure miner. Det kræver også, at man ikke har urealistiske forestillinger om, hvor mange der reelt vil undgå førtidspension og få et forhåbentlig godt og givende arbejde.

Formentlig er der reelt næsten 10% af en årgang, hvis mentale eller fysiske handikap er så slemt, at det giver mere mening at give dem førtidspension og så lade dem tjene lidt ekstra ved siden af, hvis de kan, uden beskæring af pensionen eller andet og også uden et nyt såkaldt "udviklingsforløb" - lad dem dog blot betale en lille skat af de ekstra penge, som de måske kan tjene og ønsk dem tillykke.


Fakta og tal
Først bør det nævnes, at godt nok er antallet af fleksjobbere 'eksploderet', men til gengæld er antallet på andre former for særlig støtte til uddannelse og jobs og 'gøren arbejdsmarkedsparate', som revalidering, til gengæld faldet overordentligt kraftigt. Regner man alle med, er der grundlæggende ikke sket nogen særlig stigning i diverse hjælpeordninger, måske undtagen fra 2008 da krisen kom. Konkret betyder det, at ja, fleksjobordningen har kostet mere end forventet, men til gengæld har en stor del af pengene kunnet hentes fra de andre hjælpeordninger.

Hvis vi nu ser på førtidspension, så har jeg undersøgt tallene lidt, og der er faktisk ikke nogen særlig voldsom stigning i antallet af unge under 30 eller endda 40 år, der får tildelt førtidspension. Dog er der en tendens til, at psykiatriske diagnoser vokser for alle, men især de helt unge under 20, tildels under 30 (dog 'kun fra ca. 60% til ca. 80% for denne aldersgruppe) ,og hvad mere væsentligt er, at dels er antal modtagere af førtidspension i alt faldet fra 1999 til 2010 fra ca. 280.000 til ca. 250.000, dels har det samlede antal nytilkendelser været stabilt i perioden 1999-1007, og 1999 var et pænt lavt tal historisk, mens der sker en voldsom stigning på ca. 40% i 2008 - da den økonomiske krise begyndte.


Samlet overblik over Nytilkendelser af førtidspension af psykiske og andre årsager til unge og 'alle'





Kommunale nytilkendelser af førtidspension efter diagnose og tid 1999-2010 samlet overblik

Kommunale nytilkendelser af førtidspension efter alder og tid 1999-2010







Nytilkendelser af førtidspension for regeringens reform-målgruppe under 40 år pga. psykisk lidelse




Kommunale nytilkendelser af førtidspension efter psykiatrisk diagnose, alder og tid 1999-2010 alle reelle tal




Modtagere af førtidspension i dag:

Modtagere af social pension m.v. efter alder og tid 1998-2011, reelle tal, opgjort 020312







Kilde til alle tal undtagen figuren fra Beskæftigelsesministeriets pdf-fil om udspillet:
Førtidspensionsstatistikken
Afgørelser om førtidspension
Cut-and-paste-link:
http://ast.statistikbank.dk/statbank5a/selecttable/omrade0.asp?SubjectCode=70&PLanguage=0&ShowNews=OFF

Venlige råd udefra til rådslagningen på årsmødet i Enhedslisten

Pres på for ægte forandring, men pas på ikke at bringe Lars Løkke tilbage!

 

Johanne taler dunder ved 1. maj i Fælledparken

Bedre uden de radikale?

Jeg skrev engang halvt i spøg og halvt i alvor på Facebook, at venstrefløjen burde overveje, om ønsket om ægte forandring i vælgerhavet ikke var så stærkt, at man måske kunne bede de de Radikale under den nuværende ledelse med en meget lidt socialliberal og næsten neoliberal økonomisk politik om at tilslutte sig blå stue eller i det mindste ikke kræve en plads i en ny regering. I dag spekulerer jeg på, om jeg burde have foreslået det for alvor.

Men problemet er nu, at situationen har forandret sig, og at folk derude er forvirrede over regeringens køb af den borgerlige politisk-økonomiske diskurs og en overordnet kopistrategi med "vi er det lidt mindre onde sammenlignet med VOK" - trods rigtig gode afskaffelser af de værste VOK-excesser og forbedringer med EL i finansloven!

Den situation og den strategi betyder, at Venstre desværre lige nu vil vinde en kanonsejr, fordi Thorning og Vestager nu siger det samme, som Lars Løkke hele tiden har sagt. Og Løkke vil vide at bruge den medvind til yderligere at stramme løkken om Underdanmarks eksistensvilkår og sætte yderligere turbo på finanskapitalens og neoliberalismens forsøg på at redde kapitalismen ved at spare på både vækst og velfærd samt ved at udradere enhver tro i den danske befolkning på mulige andre veje.

De gennemførte forbedringer og de vigtige 20% ...

I må heller ikke glemme "den gode liste", som jeres egen Johanne Schmidt-Nielsen har nævnt flere gange i de senere dage,  over afskaffelsen af fattigdomsydelser, reel forlængelse af den nu håbløst korte dagpengeperiode og de værste excesser over for udlændinge, og der er gode takter f.eks. i arbejdet pt. i regeringen med at forlænge sygedagpengeperioden betydeligt.

De ting er der også, og de gør ABF ikke 2%, men mindst 20%, bedre end VOK. Fra 20% er der langt til 100%, men I forventer vel heller ikke ren Enhedsliste-politik, vel? Til gengæld er der rigtig god grund til at kræve, at procenten hæves betydeligt, så det nye flertal både genvinder, overbeviser og flytter midten i dansk politik.  


Derfor skal I presse dem alt det, I kan - i og uden for folketinget, og I bør sammen med andre venstrekræfter få formuleret en strategi for, hvordan vi ændrer den nuværende og falske politisk-økonomiske diskurs. Politik handler ikke kun om forhandlinger og kompromisser versus principper og renhed - skønt begge sider er vigtige, men i høj grad om gennem såvel tale som handling at ændre "hearts and minds", som de siger i USA.

Elendighed fører ikke automatisk folk til venstre

Giv bare regeringen retoriske tæsk og kræv endelig indrømmelser. Men tro ikke på en eller anden re-re-revolutionær (som Lenin kaldte den i "Venstrekommunismen - en børnesygdom") og naiv forestilling om, at jo ringere det bliver, jo mere klare i hovederne bliver folk om, at vejen skal gå til venstre.

Det troede Baader-Meinhof også, da de prøvede at fremkalde "den fascistiske politistat", og det eneste, der kom ud af det - ud over blod og vold og død, var indførelsen  fik Berufsverbot for en del røde intellektuelle med 90% tilslutning.

Tværtimod risikerer vi ikke blot en gentagelse af det 20.århundredes tragedier, men også at fascismen - som allerede vinder tydeligt frem f.eks. i Grækenland og Frankrig - bliver set som den rette revolution ...

Og husk, at en revolution må være sidste udvej, hvor grundlæggende men fredelige folkelige forandringer er at foretrække, og at man ALDRIG  må give køb på demokratiet med retsstaten samt de borgerlige frihedsrettigheder og deres videreudvikling i menneskerettighederne. Selv i krigstid skal der udløbsdato på alle undtagelser, og den må ikke ligge længere ude i fremtiden end allerhøjst 10 år. Derfor er jeg liberalsocialist!

Man bør huske, at kriser - selv forværret af politikken fra og elendigheden under en endnu mere reaktionær regering end VOK - ikke nødvendigvis fører til positive forandringer. Lige så ofte har de ledt til det totalitære højre, til krig om kolonier eller simpelthen til apati.

 

Det må ses som udtryk for såvel rettidig omhu af sælger samt helt i den nymoderne krisetids ånd, at en af fire versioner af Edvard Munchs "Skriget" fra 1893 (året for anden store recession i "den lange depression" 1873-1896, som førte til 1. verdenskrig om kolonier) er blevet solgt til rekordpris, nemlig over 600 millioner kroner ...

Lær af historien

Kapitalismen har været i utallige kriser, uden at det førte til revolution - for slet ikke at tale om fredelige forandringer, og slet ikke en succesfuld og demokratisk revolution, selv om de borgerlige revolutioner (liberale og socialister sammen) netop førte til demokrati i en række lande, dels i Frankrig og USA i slutningen af 1700-tallet, dels i 1848, dels i 1870. 

Det var netop ingen tilfældighed, at Marx, som var en fremragende filosof og historiker, en god og kritisk økonom og en temmelig uheldig revolutionær, skrev "Det kommunistisk Manifest" netop i 1848, fordi han under indtryk af de mange finansielle og økonomiske kriser - og de var alvorlige, f.eks. i 1840'erne, 1870'erne og 1890'erne (de to sidste kaldes sammen  "The Long Depression"), faktisk mente, at revolutionen var lige på trapperne.

Og hvad endte 1800-tallets hektiske politiske og økonomiske udvikling og kriser så med: At de europæiske stormagter gik i "verdenskrig" om kolonier! Og arbejderne vendte IKKE våbnene mod generalerne, og arbejderpartierne stemte IKKE imod krigen, til trods for en fælles beslutning i 1. Internationale.

Rådsrepublikken Sovjet og dens fødsel og fejl og forbrydelser

Undtagen i Rusland, hvor kravene om fred, brød og jord fik opbakning i et helt nyt kapitalistisk land med 80-90% bønder og en storbyrevolution, fordi de tabende tyskere sendte Lenin fra eksil i Schweiz til St. Petersborg, hvor han og boljevikkerne greb magten FØR den alrussiske Rådskongres (Sovjetkongres), og UDEN flertal såvel der som i Dumaen, men med modstanderne i total forvirring og et sociallberalt bondepart med godt 50%i i Sovjetkongressen, der halvhjertet bakkede op.

Trotskij stampede en Rød Hær på 3 mio. mand op af jorden i byerne, som  kunne kæmpe mod højresocialdemokraterne og de borgerlige støttet af lande, der tilsammen også fik stampet 3 mio. mand op af en sønderskudt bombarderet blodbestænket jord.  Hvorefter mere end et år gik med hhv. rød og hvid terror over for de bønder, der ikke vidste, hvem de skulle holde med.

Hvordan kunne sådan en revolution, født ud af krig og sølet til i blod og borgerkrig i et tilbagestående bondeland, blive til et levende socialistisk demokrati? Og alligevel tog folk fra Europa i 20'erne dertil i håb om en ny tilværelse, herunder Anders Foghs oldefar! Hvor mange vides ikke helt, men det er næppe helt forkert, at måske 60-80% søgte lykken i den nye verden i vest, mens resten valgte øst.

Sidenhen stivnede Sovjet og dens allierede og hele den såkaldt "virkeliggjorte socialisme" - igen præget af 2. verdenskrig og Stalins forbrydelser og dumheder allerede fra 30'ernes begyndelse, og håbet blev kvalt i en parodi på sig selv, hvor man frem for at sikre stadig større frihed, lighed og broderskab og stadig flere reelle muligheder for stadig flere mennesker for slet ikke at tale om et stadig mere omfattende og folkeligt demokrati fik indført et stagnant og brutalt diktatur, hvor revolutionens stærke ledelse og deres efterkommere sad på toppen og havde egne vejbaner til bilerne og egne butikker til alskens behov uden at skulle mænge sig med den pøbel, som de påstod at repræsentere.

           

Progressive præsidenter de kommende fem år?

Positive impulser fra USA og EU

Derudover bør I tage bestik af situationen internationalt - med en progressiv præsident i USA, der rent faktisk trækker i den rigtige retning på visse punkter, og forhåbentlig bliver genvalgt - hvor han så har væsentligt friere hænder. 

Dertil kommer en bevægelse mod venstre i vigtige dele af Europa, ført an af den franske socialistiske præsidentkandidat, som giver håb om en vækstpagt ved siden af finanspagten eller en opblødning af denne samt en generelt anden diskurs om økonomisk politik.

Men der er også gode konservative, der kan se pointen i at få finanssektoren under kontrol efter at være blevet forgældede nationalt af bankpakker. Herunder Italien, Spanien og Tyskland.

Selv Storbritannien, hvor den stokkonservative regering kun siger nej til en finansiel tranaktionsskat, fordi de i forvejen har en selv, nemlig stempelafgiften, som de straks efter satte op fra 0,5 til 1,0%, og finansministeren gennemførte en bankpakke, der i kravene til the City f.eks. krævede 17% ansvarlig kapital, mens G20s Baselkrav er 7%, og rund-barberede de lukrative muligheder for bonusser.

Pressionsmidler også  uden for folketinget

Der er mange frustrerede medlemmer af ALLE tre partier i regeringen, og det er om at nå dem og andre opinionsbærere gennem de forskellige bevægelser og organisationer og arbejdspladser.

Derudover er der den ganske vist ramponerede, men dog stadig eksisterende borgerlige offentlighed, som Habermas kaldte den - altså den offentlige debat og effekten af den på partimedlemmer og vælgere i det hele taget.

Samlet set har 'massearbejde', debat og parlamentarisk arbejde effekt på såvel meningsmålinger som andre aktører på den politiske scene. At det er sådan er der et vældigt godt eksempel på i Politiken i dag, hvor EL's tidligere frontfigur Pernille Rosenkrantz-Theil langer kraftigt ud efter Johanne Schmidt-Nielsen. Det er nok det bedste udtryk for, at man langt ind i regeringspartierne er beklemte ved egen tilbagegang og bekymrede over jeres fremgang.

 

Pernille Rosenkrantz-Theil på sin plads

Derudover er det så også pinligt at se den tidligere "EL-dronning" skælde ud på sit gamle partis nye frontfigur, fordi hun nu "lyder som en elevrådsformand" og ikke vil love at stemme for selv de mindste forbedringer i en finanslov med kæmpestore forringelser. Det forekommer mig, at Pernille kaster med brosten i sit nyvalgte glashus og smider barnet ud med den røde maling ...

De parlamentariske midler

Der er også mange forskellige muligheder i folketingsarbejdet.

Der er de personlige kontakter, og der er arbejdet i diverse udvalg. Der er muligheden for at samarbejde med andre socialt bevidste partier om at presse regeringen i konkrete situationer uden hellige køer, f.eks. DF.

Man kan true med meget andet end at vælte regeringen, f.eks. at strejke i Folketingets udvalg, dvs. ikke deltage i arbejdet i protest i en kortere eller længere tid. Så er regeringen nemlig i mindretal i samtlige udvalg, og det kan give nogle interessante udvalgsbetænkninger - som så kan forkastes i salen.

Endelig er der finansloven, hvor der er fire muligheder:

- man kan tage sig godt betalt for at stemme for den samlede lov inkl. ulækre forlig, som man stemmer i mod i deres respektive afstemninger, herunder de konkrete bevillinger.

- man kan gøre ovenstående men vælge at undlade at stemme ved finanslovens samlede afstemning, hvis regeringen kan få de Konservative eller andre til at stemme for - hvilket naturligvis sker i en vis forståelse.
- man kan stille så ultimative krav, at regeringen bliver fristet til at søge flertal til højre uden om jer, altså ikke i en vis forståelse med jer, hvilket vil stille jer over for to onder: Enten vedtages finansloven med endnu større forringelser uden jeres fodaftryk, eller også benytter de borgerlige muligheden til at trække tæppet væk under regeringen ved at lade forhandlingerne strande, hvor I så kan vælge mellem at tabe ansigt totalt ved at redde regeringen eller vælte den og blive straffet for det af vælgerne. 

- man kan stemme imod og vælte regeringen.

Ikke alle brede forlig er dårlige

Derudover skal I passe på med at se alt som forringelser.

Det burde I vide efter selv at have indgået et bredt energiforlig, hvor jeg håber, at I husker at kræve et grønt bundfradrag ved forhandlingerne om finansloven.

I øvrigt erne sammen med lidt ekstra på overførslerne og en forøgelse af jobfradraget i bunden, f.eks. ved at sætte det op til 8% men med et maks. på 20.000 efter skat, for så er det lavtlønnnede og deltidsansatte, der tjener under 250.000, der bliver kompenseret dels for dyrere energi og dels for temmelig voldsomt stigende fødevarer. Det kan betales ved at åbne for en ny reel topskat igen, hvis ikke ved 800.000 så ved en million, og ved at afskaffe både ejendomsværdiskatten og rentefradraget over 10 år.

Hvis I står og mangler et samlet og finansieret  forslag til en fornuftig skattereform, så er der et forslag her:

"Enskattereform i rødt og hvidt"

Der er jo også indgået forlig, hvor I har kunnet være enige med Liberal Alliance,herunder om udliciteringsvalgfrihed og ikke mindst om udlændingepolitik, men I burde også kunne enes med dem om at genvinde større retssikkerhed for borgernes ved f.eks. at fjerne terrorpakke 2 og luge ud i terrorpakke 1.

Og skulle en afskaffelse af Store Bededag være en helligbrøde for Enhedslisten!? Eller Kristi Flyvefest for den sags skyld? Sælg dog alle tre fridag for to hele fridage Grundlovsdag og 1. maj ...

Og når regeringen dermed reelt har fået 1,5 dages arbejde mere, så kræv sammen med fagbevægelsen mere efteruddannelse og flere praktikpladser for pengene og gerne en ordentlig dagpengeperiode igen. Og bed dem så i øvrigt lukke røven om mangel på arbejdskraft, så længe der er arbejdsløshed, og prognoserne er usikre, især om fremtiden!

Lige nu er førtids-fleksreformen et godt eksempel, for i sig selv er der jo ikke noget galt i at ville give så mange som muligt plads på et rummeligt arbejdsmarked, hvor folk får lov at yde efter evne - og så at sige nyde efter minimumsbehov ... Det er så et stykke fra det, der lægges op til, men der er muligheder for at trække den anden vej, også selv om et højrevendt forlig trækker modsat, f.eks. ved at sikre sygedagpenge og kontanthjælp til syge uden tidsbegrænsning og ved at få sat psykiatrien på finansloven med 1 mia., før førtids-fleksreformen træder i kraft.

Se evt. mit notat om den foreslåede reform:

Notat til Centrum-Venstre med tal, fakta og tanker om førtidspensionisterog jobs, herunder Mette Frederiksens udspil

Konklusion

Jeg håber, at meddelelsen fra årsmødet bliver noget i retning af:

"Vi har støttet regeringens dannelse, og vi er glade for forandringen fra VOK, men vi lægger ikke stemmer til hvad som helst."

Og når journalisterne så spørger Johanne " Betyder det, at I kan finde på at vælte regeringen?", er det eneste rette svar, som hun blot skal gentage:

"Det kommer jo an på, om den insisterer på at vælte sig selv og sin egen politik!"

 

Liberalsocialismen vil have den røde fane ud af hullet og pudset grundigt af!