Behovet for en europæisk velfærdsstat

Nogle har spurgt mig, hvordan venstrefløjen i Danmark får opstillet et alternativ til den førte mere eller mindre neoliberale politik og hele den nuværende politiske diskurs, der påstår, at der i nationaløkonomi gælder de samme regler som i en privat husholdningsøkonomi, så der skal spares og skæres. Ja, der er et alternativ, men eftersom de enkelte europæiske lande ikke længere kan takle og tøjle de globale finansmarkeder og f.eks. låne penge nok til vækst, går vejen over en europæisk velfærdsstat!

Den danske såkaldt røde regering har desværre valgt at tilpasse sig situationen og forsøger at stå som dem, der fører kniven på en mere nænsom måde. Som opbakningen bag Venstre viser, overbeviser det ikke en eneste borgerlig - heller ikke i eliten, om, at ABF er bedst til at have magten og føre borgerlig politik.
Til gengæld overbeviser det desværre  alt for mange hidtidige ABF-vælgere om, at der ikke er noget fornuftigt alternativ, og at de lige så godt kan stemme på den 'ægte' vare, nemlig Venstre (og i ekstremt fald LA), mens kun en tredjedel af de vælgere, der løber fra ABF, går til Enhedslisten.

I stedet kunne ikke mindst socialdemokraterne have lyttet til bl.a. den europæiske fagbevægelses fælles forening og det fælles europæiske demokratisk-socialistiske parti og rent ud sagt, at vi er nødt til at gå efter en europæisk velfærdsstat.

Det er vi - især de mindre europæiske lande som f.eks. Danmark, fordi de globale finansmarkeder rent faktisk kan koste rundt med selv mellemstore lande som Spanien, som egentlig blot reddede deres banksektor ud af nogenlunde samme suppedas som Danske Banks, herunder finanseventyr i andre lande og en hjemlig boligboble.

Og at "kapitalen" i dag - ganske som lige før 1914 - er international, kan alle blot halvt venstreorienterede i Danmark vel godt blive enige om? Ganske som vi vel kan blive enige om, at Marx og Engels havde ret i at betone - allerede i 1848, at klassekampen må og skal være international?

Er det nemt at nå, og vil den europæiske elite straks klappe i hænderne og sige, at de da egentlig godt ved nærmere eftertanke kan se, at det er den rette vej?

Altså en europæisk velfærdsstat med fælles valuta og fælles gældsstiftelse, hvor man ganske som USA kan tage det iskoldt, når kredit-vurderingsinstitutterne, der godskrev alle subprime-lånepakker, truer med at sænke kreditvurderingen, for den føderale amerikanske stat låner trods to 'nedskrivninger' - og en samlet gæld på ca. 1 års BNP - til en rente, der de facto giver et minus for långiverne.En europæisk velfærdsstat, der rent faktisk kan og tør låne pengene til at sætte den nødvendige (og grønne) vækst i Europa i gang.

Og vil eliten sige ja som IMF, der lige har vedgået at have taget fejl ift. den ordinerede sparepolitik, og som Obama, der under sin valgkamp flere gange henstillede til EU at lette på spareiveren, sådan bare uden videre?

Selvfølgelig ikke! De skal presses til det, og hvis de stadig ikke vil høre, må de tvinges så meget af vejen, at projektet alligevel kan komme til! Ganske som socialdemokraterne i 1900-tallets Danmark måtte tage utallige slag med de borgerlige, såvel partier som interessenter, herunder især partiet Venstre, når disse f.eks. misbrugte tyskernes besættelse til at prøve at rulle socialreformen tilbage ...

Men er der anden vej?  Og hvad er mest naivt?

At satse på, at mens venstrefløjen i Danmark klapper i hænderne, fordi først euroland og siden EU går i indre opløsning, så landene går hver til sit i dyb frustration og inderlig vrede på hinanden, hvorefter folkeslagene eller nok snarere deres repræsentanter 14 dage efter at samles i den Grå Hal på Christiania, sætte sig i en fin pædagogisk rundkreds og nu enes på konsensusdemokratisk vis om alle de tiltag, som ikke engang en europæisk delvist politisk union - med delvise flertalsafgørelser - kunne få vedtaget?

Eller at satse på at gå sammen med så mange venstrekræfter som muligt i det nuværende og langt fra perfekte eller blot venstreorienterede EU og kæmpe for at erobre de eksisterende institutioner og omdanne dem til et nogenlunde europæisk demokrati og en nogenlunde europæisk velfærdsstat?

Jeg ved, hvilken vej jeg mener vi er nødt til at tage. Hvad jeg ikke ved er, om Enhedslisten snart tør ikke klippe deres efterhånden meget gamle navlestreng til Folkebevægelsen, eller om S eller SF for alvor tør sætte visionen på dagsordenen.

For hvis ikke det sker, så bliver det snart tid til at stille spørgsmålet, om vi i Danmark skal have et egentligt parti for "Europæisk Velfærd" ...